UNICEF arbejder for alle børns rettigheder, uanset hvem de er, og hvor de vokser op. Vi arbejder over hele verden for børns overlevelse, udvikling og rettigheder.
FN’s Børnekonvention er grundlaget for vores arbejde. Vi handler, når børn har akut brug for hjælp, og arbejder for langsigtede forandringer, der styrker børns rettigheder.
Fra efterkrigshjælp til global børneorganisation
UNICEF blev oprettet af FN’s Generalforsamling den 11. december 1946. Anden Verdenskrig havde efterladt millioner af børn i Europa med akut behov for mad, medicin og beskyttelse, og UNICEF skulle hjælpe dem gennem de første svære efterkrigsår.
Planen var oprindeligt, at organisationen skulle være midlertidig. Men behovet for hjælp til børn rakte langt ud over Europas grænser. UNICEF begyndte at arbejde i Afrika, Asien og Latinamerika, og i 1953 besluttede FN, at organisationen skulle fortsætte permanent.
Siden har UNICEFs rolle udviklet sig fra primært at yde nødhjælp til også at arbejde langsigtet for børns sundhed, udvikling og rettigheder. I dag arbejder UNICEF for børn over hele verden, både når en krise rammer, og for at skabe varige forandringer.

Som en del af FN skaber UNICEF forandringer på flere niveauer
En global organisation med lokal forankring
UNICEF arbejder i mere end 190 lande og territorier og er til stede tæt på de børn og samfund, vi arbejder for. Gennem landekontorer samarbejder vi med regeringer, myndigheder og lokale partnere og kan samtidig handle hurtigt, når en krise rammer.
UNICEF har også 33 nationale komitéer, herunder UNICEF Danmark. De skaber opbakning og finansiering til det globale arbejde og arbejder for at styrke børns rettigheder i deres egne lande.
UNICEFs globale organisation omfatter desuden Supply Division i København, som koordinerer en stor del af arbejdet med indkøb, forsyninger og logistik.
UNICEF er finansieret af frivillige bidrag
UNICEFs arbejde er finansieret af frivillige bidrag fra blandt andet regeringer, private donorer, virksomheder og fonde.
UNICEF Danmark skaber opbakning og finansiering til det globale arbejde. Støtte fra private donorer, virksomheder og fonde i Danmark bliver omsat til indsatser for børn ude i verden.
Den frivillige finansiering gør opbakningen til UNICEF afgørende for, hvor meget vi kan gøre for børn.
