Blog indlæg

Chris fra Sahel: Stort behov for hjælp til Nigers børn

Sun, 15 Apr 2012 06:00:02 +0000

UNICEF Communication Specialist Chris Tidey har besøgt Centre Regional Nutritionnel Intensif (CRENI), der ligger i Madarounfa i det sydvestlige Niger. UNICEF støtter hospitalet, der er i stand til at modtage stærkt underernærede børn med komplicerede følgesygdomme.

Aboubakar Oumar er 13 måneder gammel og er i behandling for akut underernæring. Da han blev indlagt vejede han 5,3 kilo, men han har siden hen taget et halvt kilo på. Aboubakar bliver behandlet med højenergimælk, som UNICEF har leveret, og hans 21-årige mor Hassia fortæller mig, at ”Aboubakar er syg, fordi vi ikke har nok at spise i vores landsby. Jeg blev nødt til at betale 1.000 franc for at bringe ham hertil på motorcykel fra Nigeria.” Aboubakar er den yngste af Hassias fire børn, hvoraf de to ikke lever længere. ”Jeg er glad for, at han bliver stærkere,” siger hun.

Ifølge FNs eksperter er gentagen tørke i 2005, 2010 og 2012 kombineret med stigende uro i regionen skyld i, at omkring 15 millioner mennesker i Sahel er direkte berørt af krisen. I Niger alene mangler mere end fem millioner mennesker mad, hvilket er cirka 35 procent af befolkningen. Udbyttet af høsten i år blev kun til 14 procent af landets årlige behov. For børnene er krisen særligt foruroligende, da de er mere udsatte for de sygdomme, der følger med underernæring. I Niger anslår UNICEF og andre partnere, at næsten 400.000 børn får brug for behandling mod underernæring.

UNICEF er i øjeblikket ved at udvide kapaciteten for behandling af underernærede børn i Niger. Her støtter UNICEF 50 hospitaler med omtrent 85 procent af de nødvendige forsyninger og hjælpemidler, der skal til for at behandle underernærede børn.

Chris fra Sahel: Børn flygter fra sult, men kan ende som børnearbejdere

Sat, 14 Apr 2012 06:00:04 +0000

Stigende fødevarepriser er en del af forklaringen på krisen i Sahel. UNICEF Communication Specialist Chris Tidey er i Niger, hvor familier i deres søgen efter mad og arbejde flytter til storbyerne. For børnene betyder det, at de risikerer at blive brugt til børnearbejde.

For seks måneder siden flyttede Amina Abdou og hendes familie på fire fra landsbyen Damana i det sydvestlige Niger til hovedstaden Niamey. Nu bor familien i en bolig lavet af tøjstumper, brædder og presenninger i midten af storbyen. ”Vi måtte forlade vores landsby fordi min mand døde, og der ikke var nogen steder at dyrke jorden,” fortæller Amina Abdou. ”Hvis vi var blevet, ville vi ikke have overlevet, og her i byen kan vi tjene penge nok til at kunne købe mad.”

Siden familien flyttede til Niamey, er Aminas 12-årige datter Nephisa blevet nødt til at droppe ud af skolen for at hjælpe sin familie med at tjene penge. Hun arbejder som tjenestepige for velstillede familier i byen, og hun må ofte finde sig i verbale overgreb og andre former for krænkelser. ”Selvfølgelig vil jeg gerne have min datter til at gå i skole, så hun kan få et bedre liv,” siger Amina, og fortsætter ”men hvilket valg har vi? Hvis vi skal overleve, så må hun arbejde.”

En anden flygtning er 12-årige Oumar Soumana, der kom til Niamey med sin storesøster for flere måneder siden. Hver dag arbejder han langs vejene, hvor han sælger juice fra en køletaske. Han tjener 15 euro om måneden og sender det meste til sine forældre i landsbyen, så de kan købe mad. ”Jeg plejede at gå i skole i min landsby, men jeg måtte tage af sted for at arbejde her i byen, så min familie kan købe mad,” siger Oumar. ”Jeg vil tilbage til skolen, fordi med en uddannelse kan du få et bedre job og en bedre tilværelse. En dag vil jeg være lærer, for det er vigtigt, at børn får en uddannelse.” Oumar håber på at kunne vende tilbage til landsbyen, når regnen kommer i august.

Mere end 33.000 børn er allerede blevet taget ud af skolen, da forældrene enten er flyttet, eller fordi børnene skal tjene penge. Krisen i Niger er skyld i, at mere end en halv million børn er i risiko for helt at droppe ud af skolen. Uddannelse er ofte det, der skal til, for at bryde fattigdommens onde cirkel.

Chris fra Sahel: ”Jeg mindes ikke at have set et så sygt barn før”

Fri, 13 Apr 2012 11:01:48 +0000

Mine sanser kommer på overarbejde, da jeg går gennem døren til døren til intensivafdelingen på CRENI i landsbyen Madarounfa i Niger. Fra alle retninger høres børnegråd, og sundhedspersonale summer rundt som arbejdsbier, mens de indsætter sonder til ernæring og tester børn for malaria. Alt imens skærer den 40 grader trykkende hede fra middagssolen gennem bygningen.

Jeg har været på hospitalet før, men det har forandret sig siden mit sidste besøg. Bortset fra, at bygningen, lægerne og sygeplejerskerne er de samme, så er stedet fuldstændigt forandret. Mine minder fra mit første besøg er ikke til at kende igen. Det går op for mig, hvad der er anderledes siden sidst. Da jeg var her i januar, var der kun seks børn, der var i behandling for underernæring. I dag er alle 28 senge optaget af meget syge børn.

I sengen til højre for mig ligger 15 måneder gamle Habibou. Stærkt underernæret kæmper han med malaria, blodmangel og dehydrering. Hans klejne krop er dækket med svulmende læsioner, og han har svært ved at trække vejret. Habibou vejer 4,5 kilo. Et barn med hans højde burde veje mindst 10 kilo. Habibous gravide mor bragte ham fra deres landsby i Nigeria til hospitalet for tre dage siden, efter at Habibou var stoppet med at spise og havde fået feber. Jeg mindes ikke at have set et så sygt barn før.

I januar blev 77 børn indlagt for underernæring. I februar var antallet steget til 95, og i marts var antallet nået over 177 tilfælde! Hospitalet i Madarounfa er udtryk for den store krise, der har ramt Sahel. Den forværrede situation skyldes tørke, fejlslagen høst og stigende priser på mad.

Niger er før blevet ramt af fødevarekriser. I 2010 begyndte Nigers regering, med støtte fra UNICEF og andre organisationer, at styrke sundhedssystemet til bedre at kunne håndtere en stigning i antallet af underernærede børn. Sundhedspersonale, regeringen og humanitære organisationer tror på, at Niger kan klare krisen, inden den bliver til en katastrofe, forudsat at Niger modtager nok midler og forsyninger.

Én million børn vil dø, hvis vi ikke handler nu!

Mon, 02 Apr 2012 13:00:01 +0000

I Sahel-regionen i Afrika er en katastrofe af enormt omfang ved at folde sig ud lige foran vores øjne: 13 millioner mennesker har brug for vores hjælp, fordi tørke har dræbt deres kvæg, ødelagt deres marker og skabt mangel på fødevarer. Menneskene i Sahel-regionen er stærke og vant til klare sig selv under meget hårde forhold. Men selv for en stærk befolkning kan det blive for meget – alt for meget. Som børneorganisation er UNICEF selvfølgelig særligt bekymrede for børnene. Selv for en stærk befolkning kan det blive for meget – alt for meget. Vi kan se, at én million børn vil dø af underernæring, hvis ikke de får hjælp. Tænk lige over tallet en gang til: Én million – eller en femtedel af hele Danmarks befolkning.Du kan være med til at redde disse børns liv. For hvis vi sætter ind nu – før katastrofen folder sig fuldt ud – så er det både nemmere og billigere at redde børnene. For kun ca. 550 kr. kan man redde et barn fra at dø af underernæring. UNICEF er klar til at hjælpe i Sahel-regionen. Lad os hjælpe sammen, FØR den store katastrofe sker. Det er ikke for sent endnu!

Børnemøde på Oslobåden

Wed, 21 Mar 2012 14:43:21 +0000

16-årige Anton Thorell Steinø sidder i UNICEFs Børneekspertpanel

Det er vigtigt, at danske børns stemmer bliver hørt. Derfor var 25 børn med vidt forskellig baggrund inviteret til børnemøde, der blev afholdt på Oslobåden i Københavns havn. Vi var samlet for at mødes med chilenske Marta Mauras, der besøger Danmark i denne uge. Marta Mauras er vicepræsident i FNs børnekomité, der holder øje med, at Danmark overholder børnekonventionen. Den 20. marts mødtes hun med os for at få et indtryk af danske børns forhold. Efterfølgende ville hun tage børnenes budskaber med til sit møde med de danske social- og børneministre.

Vi blev fordelt ud i fire grupper, der skulle forholde sig til “Det at være udenfor”. Den første gruppe skulle udtrykke sig gennem tegninger. Det blev til 10-11 rigtigt flotte og symbolske tegninger. Eksempelvis en mor og en far, der hiver i hvert af deres et barns arme, og en tegning af en voksen, der snakkede, så det var helt uforståeligt for børnene. Tegningerne kom også til at dreje sig om, når voksne ikke lytter til børnene, men kun sig selv. Et klart signal om, at børn også har holdninger, og skal have mulighed for at give udtryk for dem.

Den anden gruppe lavede en rap om deres oplevelser med mobning, og om at føle sig udenfor. Det var meget bevægende. Tredje gruppe fortalte om nogle af børnekonventionens artikler. Deres budskab var, at børn skal høres, og at det er vigtigt at inddrage børn i udformningen af lovgivning, der vedrører børn. Et andet vigtigt budskab var, at man godt kan være anderledes uden at være forkert.

Den sidste gruppe var jeg med i. Vi lavede et kort teaterstykke om at blive holdt udenfor. Det drejede sig så om at gøre ting, som man var nervøs for, men som man alligevel tog sig sammen til at gøre. Som at tage til børnemøde og spille teater med vildt fremmede mennesker.

Børnemødet var super spændende, for jeg mødte en masse andre børn og hørte deres historier. Der var børn af kriminelle, grønlandske børn, handicappede børn, uledsagede asylbørn (dog i dagens anledning ledsaget af rare voksne). Det var meget givende at høre, hvordan de så på barndommen. I de kreative processer kom alle på samme niveau, og ingen havde bedre forudsætninger end andre. Og naturligvis blev ingen holdt udenfor. Og det er vigtigt. I Danmark må ingen børn blive holdt udenfor. Vi skal have frihed til at være det vi er – børn.

Det går fremad i Karamoja

Tue, 13 Mar 2012 12:37:17 +0000

Jeg står og betragter den lille sovende pige, som jeg holder i armene. Hun er blot et enkelt døgn gammel og svøbt i et rent, blåt klæde, som jordemoderen på Kanawath sundhedsklinik har viklet om hende. Hendes mor står i baggrunden og kigger på os. Hun er udmattet efter at have vandret i to døgn for at nå frem til klinikken, så hun kunne føde sit barn i trygge omgivelser, men desværre kom hun et døgn for sent. Den lille pige kom til verden undervejs.

Vi er i Kotido. En af provinserne i den nordøstlige region af Uganda, som hedder Karamoja. Et hårdt sted. De lokale sagde indtil for nyligt: ”If you go to Karamoja, you can expect to die.” Men for tiden er der nogenlunde ro i området, som bebos af godt 1 million stolte karimojonger. De er hyrder, som slås om deres kvæg med våben, der er smuglet ind over grænsen fra Kenya, og de fleste børn vokser op med voldelige episoder tæt inde på livet.

Det er mit femte besøg i Karamoja. I 2007, da jeg for første gang landede med et lille propelfly i hovedbyen Moroto, blev jeg mødt af distriktets overhoved, som sagde: ”We are tired of being a human Zoo….. Vi er spærret inde heroppe. Folk er bange for os, og de kommer kun for at betragte os. Ikke for at lukke os ud i friheden.” Og så bad han om hjælp til at udvikle regionen. Med de ord i baghovedet, iværksatte UNICEF Danmark med midler fra Danida i 2009 et sportsprojekt for børnene i Karamoja. Her har fodbold og kurvebold i skolerne virker som magneter på børnene, der lader sig indskrive for at dyrke sport. Og indtil videre ser det ud til at hjælpe. Langt flere børn begynder i skole i dag end for bare 3 år siden, og langt flere børn gennemfører en grundskoleuddannelse.

Men der er mange faktorer, der gør det svært at leve, arbejde og opholde sig i området. Tørke, hungersnød og voldelige overfald er blot nogle af dem. De ekstreme afstande er også en udfordring. Køretøjer er en sjældenhed, og karimojongerne må gå mange kilometer i stegende hede, hver gang de skal til skole, til vandpumpen, til markedet eller blot mødes med andre mennesker i andre landsbyer.

Også sundhedstilstanden er lav. Karamoja har modtaget nødhjælp siden 1960’erne, og selvom der bliver uddelt grød til børnene i skolerne, er underernæring alligevel et ekstremt problem. Vitaminer, mineraltilskud og vaccinationer mod almindelige børnesygdomme er ikke en selvfølge her, så de fleste børn lider i en eller anden grad af følger fra dårlig ernæring.Og det er derfor, jeg står med den lille pige i armene. Kanawath er nemlig en af de klinikker, der nu modtager penge fra UNICEF Danmark til at iværksætte vaccinationsprogrammer, så børn under 5 år kan blive vaccineret mod bl.a. mæslinger, stivkrampe og polio samtidig med, at de får vitamintilskud. Så denne lille pige går en sundere og mere tryg fremtid i møde udover, at hendes mulighed for at komme i skole er stærkt forbedret. Det går stille og roligt fremad i Karamoja.

Store byer og små børn: Ikke altid en god cocktail

Tue, 28 Feb 2012 04:00:02 +0000

Flere og flere børn her i verden vokser op i store byer. Om få år vil flere børn bo i store byer end i landdistrikter.

Der er selvfølgelig ikke i sig selv noget galt i at vokse op i en stor by. For mange børn betyder det god adgang til undervisning, ordentlige toiletter, sundhedshjælp m.m. Men for hundreder af millioner børn er et liv i en storby et liv i slumkvarterer.

Jeg har for UNICEF besøgt børn i enorme slumkvarterer i f.eks. Nairobi i Kenya og Tegucigalpa i Honduras. Hvis man ikke har været i et sådant kvarter, gør man sig nok ikke forestillinger om levevilkårene for både børn og voksne: Utrolig tæt befolkningstæthed og dermed stort set intet privatliv. Snavs og uhumskheder – afføringen flyder bogstavelig talt i grøfter og kanaler (i stærk varme!). Overfyldte skoler hvis der overhovedet er nogen. Primitive sundhedscentre hvis der overhovedet er nogen. Vold, store problemer med overgreb og seksuel udnyttelse af børnene. Og en forståelig, men ødelæggende flugt ind i narko og alkohol eller den billige og meget effektive snifning af lim. Det er farligt at bevæge sig ind i slumkvartererne – når jeg har besøgt UNICEF-hjælpeprojekter her, har det altid været under politibeskyttelse og aldrig efter mørkets frembrud.

Det kræver en meget stærk personlighed og en stor portion held at vokse op til en god samfundsborger i disse områder."UNICEF råber nu vagt i gevær, og sætter søgelyset på de mange hundrede millioner børn i slumkvartererne" UNICEF råber nu vagt i gevær, og sætter søgelyset på de mange hundrede millioner børn i slumkvartererne . Det gør vi i vores årlige statusrapport ”State of the Worlds Children”, hvor UNICEF opstiller nogle vigtige forudsætninger for, at flere børn kan undgå de farlige og utålelige vilkår:

• Vi har brug for mere viden, bedre data og bedre analyser af, hvad et liv i slumkvarterer kan betyde, så vi kan sætte bedre ind med hjælp til børnene. • Vi skal fjerne de barrierer, som forhindrer børnene i at få adgang til de ydelser som f.eks. skoler og sundhedscentre, som byerne byder på.• Vi skal konstant have øje for børnenes behov, også når vi taler planlægning, fastlægning af politik m.m.• Vi skal arbejde tæt sammen med de fattige i slumkvartererne. De ved, hvor skoen trykker. Projekter, som tager udgangspunkt i deres viden og deres lokalsamfund, har større chance for at bære frugt.• Vi skal arbejde tættere sammen. Kommuner, regioner, stater – FN-systemet, NGO’er og civilsamfundsorganisationer.

Det er ikke en naturnødvendighed, at børns liv skal ødelægges og deres fremtidsmuligheder formindskes, bare fordi de vokser op i en stor by. Talrige projekter – også drevet af UNICEF – viser, at det kan lade sig gøre at skabe langt bedre vilkår. Det er vores håb, at vi med den nye rapport kan være med til at sætte en udvikling i gang, som gavner de svageste børn i de hårdeste kvarterer i verdens storbyer.

Skal staten lege Salomon?

Mon, 20 Feb 2012 12:38:09 +0000

16-årige Anton Thorell Steinø sidder i UNICEFs Børneekspertpanel.Det gamle testamente fortæller om Kong Salomon, der skulle dømme i en sag, hvor to kvinder begge hævdede at være mor til det samme barn. Salomon foreslog da at skære barnet midt over, så hver kvinde fik et halvt barn. Den rigtige mor protesterede naturligvis og sagde, at det ville være bedre, om den anden kvinde så fik barnet. Salomon gav barnet til denne kvinde, der øjensynligt elskede barnet højest. Nu er alle folketingets partier blevet enige om at ændre reglerne for, hvem der skal have forældremyndigheden over barnet i skilsmissesager. Jeg er selv skilsmissebarn, og jeg ved, at det uanset hvad er en svær situation for et barn at være iMan skal ikke længere nødvendigvis dele barnet over i to og give et halvt barn til hver forælder, nu skal staten i højere grad til at give den ene forælder myndigheden ud fra nogle givne kriterier. Lovforslaget er endnu ikke fuldt udformet, men et af de kriterier, man snakker om, er, at den forælder, der er mest dialogsøgende og konstruktiv skal have point for det.

I UNICEFs Børneekspertpanel – der består af 9 børn under 18 år og nogle voksne "eksperter" – synes vi, at det er nødvendigt at huske på, at det er barnets bedste, man skal have for øje, når man deler forældremyndighed ud i skilsmissesager. Naturligvis skal man ikke hugge barnet midt over, men når loven bliver ændret, skal man huske, at det ikke er forældrenes tarv, man skal vægte højest, men barnets. Ikke hvilken forælder, der er bedst til dialog, men hvilken forælder, der bedst kan passe på barnet og sikre det en tryg barndom. Jeg er selv skilsmissebarn, og jeg ved, at det uanset hvad er en svær situation for et barn at være i. Selvom det går let, og forældrene er i god dialog med hinanden, kan man komme til at føle sig splittet i forhold til, hvem man skal være loyal imod – også selv om der ikke er nogen kamp af betydning for forældrene at se. Børn opfatter den slags ting på en helt anden måde end voksne, og derfor er det nødvendigt, at de tilfælde, hvor forældrerne slet ikke kan med hinanden, bliver ordnet på en ordentlig måde. Det er vigtigt, at man ikke bare ændrer på kriterierne for, hvem der får tilkendt forældremyndigheden, men også giver en bedre behandling af sagerne. Ingen er tjent med ventetid på op til et halvt år for skilsmissesager. Et halvt år er uendeligt lang tid for et mindre barn, og hvis man skal gå urolig derhjemme i så lang tid, så mærker det én. Netop i en krisetid er det vigtigt, at man husker børnenes ve og vel og ikke skærer ned. Børnene er vores fremtid, og de er den samfundsgruppe, der på en gang er nemmest at gøre vold imod og mindst kan gøre for det selv.

Kan vi undgå katastrofer i Afrika?

Wed, 15 Feb 2012 08:50:10 +0000

Generalsekretær Steen M. Andersen besøgte i januar 2012 det nordlige Kenya, som har været hårdt ramt af tørken og sultkatastrofen på Afrikas Horn. Vi kender det kun alt for godt: Hjerteskærende billeder fra Afrika af sultende børn. Nød og elendighed. Appeller fra nødhjælpsorganisationerne. Indsamlingsaktiviteter. Nødhjælp, der uddeles. Og vi redder mange, men aldrig alle, fra at dø af sult eller de mange sygdomme, som er sultens følgesvend.Det ville være nærliggende at konkludere, at alt er nød og elendighed i Afrika. Det ville også være nærliggende at sige, at vi ikke kan blive ved med at hjælpe. ”Nu må de klare sig selv”.Det ville være nærliggende, hvis det var sandt. Men det er det ikke! Afrika er lige så forskelligartet et kontinent som Europa. I nogle lande er tilstandene alarmerende ringe. Men i mange andre sker der væsentlige fremskridt. I UNICEF glæder vi os over, at børnedødeligheden falder i mange afrikanske lande – et vigtigt mål for, at mange års udviklingsarbejde bærer frugt. Nogle lande i Afrika har markant større økonomisk vækst end mange lande her i Europa.Men det er rigtigt, at nogle lande rammes oftere af naturkatastrofer end før, blandt andet på grund af klimaforandringer. Jeg har selv lige besøgt den ultrafattige Turkana-region i det nordlige Kenya. Før ramte tørken måske hvert 10. år her. Nu sker det hvert 2.-3. år. Og børn dør i tusindvis, hvis ikke de får nødhjælp.Men her som i andre udsatte lande handler det ikke alene om nødhjælp. Det handler også om at forberede landene og deres befolkninger på bedre at kunne modstå de naturkatastrofer, som desværre nok ikke kan undgås. Det handler om at sørge for, at nødforsyninger er på plads. At opsamle regnvand, når troperegnen sætter ind. At vaccinere børnene, så de undgår de dødelige sygdomme. At undervise i hygiejne, så mad og vand ikke forurenes. Eksempler fra f.eks. Etiopien viser, at det KAN lade sig gøre. Langt færre døde i Etiopien under sidste års store sultkatastrofe, end tilfældet ville have været for bare 20 år siden. I UNICEF har vi meget fokus på disse områder. Fordi vi ved, at katastrofer rammer, men ikke behøver at ramme så hårdt, hvis vi har forberedt os. Og fordi vi skylder børnene det.

Child trafficking er bestemt ikke barnemad

Wed, 01 Feb 2012 04:45:02 +0000

En ung afrikansk pige har mistet sine forældre, og en onkel tilbyder at tage sig af hende. Pigen, som lettet og opstemt tror, at hun dermed undgår et børnehjem eller et liv på gaden, ender i stedet med at blive solgt til bagmænd i Italien, hvortil hun uvidende ankommer sammen med onklen, øjeblikkeligt bliver spærret inde på et bordel og efterfølgende tvunget til gadeprostitution. Den spinkle teenager kan se frem til mange års udnyttelse og mange mænds daglige overgreb mod hende, og den skæbne deler hun med tusindvis af andre piger i samme situation.Jeg tænker, at det bedste, der kunne ske, ville være at møde et beredskab af børnekyndigt personale med Børnekonventionen

Med hjælp fra en kunde, lykkes det pigen at flygte til Danmark, hvor historien heldigvis ender godt i den forstand, at hun nu har fået asyl i Danmark. Men den kunne have haft en anden udgang med fatale følger for pigen. Hun kunne eksempelvis på grund af tilknytningskravet risikere at blive sendt tilbage til Italien, hvor hendes eneste slægtning befinder sig. Og den slægtning var jo i parentes bemærket onklen, som havde solgt pigen til prostitution i første omgang.

Jeg prøver at forestille mig, hvordan det føles at være barn og komme til Danmark efter at være blevet udnyttet af brutale voksne gennem flere år. Jeg tænker, at det bedste, der kunne ske, ville være at møde et beredskab af børnekyndigt personale med Børnekonventionen i hånden. Nogle voksne, der tænker på barnets tarv mere end på at få vurderet, om man er offer for menneskehandel, uledsaget flygtningebarn, kommer fra EU eller et helt andet fjernt andet land.

I dag lancerer UNICEF en rapport om handel med børn. Lovgivningen i fem nordiske lande er blevet kigget efter i sømmene for at se, hvordan disse sårbare og udsatte børns rettigheder bliver tilgodeset, og i Norden gør vi det generelt godt. Vi har gjort meget for at hjælpe børn, som er ofre for menneskehandel, men rapporten anbefaler alligevel visse ændringer, især når det gælder kategorisering af børn. I dag bliver barnets fremtid bestemt af, hvilken kategori det falder ind under. Men det er ikke altid sikkert, at afgørelsen tjener til barnets bedste. Vi har tendens til at kigge mere på barnets immigrantstatus end på dets status som barn, og det bør være omvendt. FNs Børnekonvention bør være udgangspunkt, hver gang vi skal vurdere et enkelt barns fremtid. Også i sager, hvor det drejer sig om handel med børn.

Line: End the talk and start the walk

Tue, 13 Dec 2011 10:01:25 +0000

Klimatopmødet COP 17 i Durban er netop afsluttet. UNICEFs børneekspert Line S. Dreyer skriver her om resultatet og hendes håb for fremtiden. I august 2011 var hun og tre andre børneeksperter i Zambia for at deltage i årets børneklimatopmøde.

Foto: UNICEF Danmark/Julie troldborg Fra venstre: Line, Minna, Ziggy og Lea. Verden summer af liv og engagement i vore alles, største og mest uoverskuelige problem - klimaforandringerne! Imens vi sidder herhjemme og piller i egne navler, er der mennesker over hele kloden, der gør noget. Som f.eks. de unge zambianere jeg mødte i august, de havde en vilje til verden og et gå-på-mod, jeg aldrig har mødt lignede i mit 18 år lange liv. De ville noget. De havde ambitioner, drømme og håb for fremtiden. Er det ikke fantastisk, når et barn kan iværksætte store projekter som f.eks. flydende skoler og plantning af over 500 træer? Det var vidunderligt og langt over mine vildeste fantasi, at man i et udviklingsland som Zambia er kommet så langt. Det kan godt være, at de ikke har opfundet vindmøller, brintbiler og biobrændsel – men de har intentionerne og den rette indstilling. Forhåbningerne til det netop overståede COP 17 var store. I år ville vi have en ambitiøs klimaaftale i hus! En aftale, der tilgodeser alle verdens lande og reducerer CO2 udledningen radikalt. Men i virkeligheden, er det, der er blevet diskuteret under forhandlingerne, om vi skal forlænge Kyotoprotokollen – og om verdens rigeste lande skal give de midler til verdens udviklingslande, der er nødvendige i forhold til klimaforandringerne. Måske har vi taget munden for fuld, måske er det i første omgang slet ikke sådan, vi skal bekæmpe klimaforandringerne. Måske er det indstillingen, den er gal med. For når vi sidder herhjemme og brokker os over, at verdens ledere ikke kan komme frem til noget konstruktivt, er der faktisk mennesker rundt om i hele landet og verden, der gør noget for, at vi som mennesker har et sted at leve er om under hundrede år. Det kan godt være, at det er små projekter, men de batter alligevel. Vi står i en krisesituation, som så mange gange før i historien, men vi har klaret os igennem dem hver og en og dette oftest ved at kigge indad og revurdere vores holdninger. Det kan være, det er det, der skal til: At vi ”griber i egen barm”, revurderer egne ambitioner i forhold til klimaet og så rent faktisk får opnået noget. Jeg tror, at vi skal starte i det små, for der findes tusindvis af succeshistorier - f.eks. Samsø, der er drevet af alternativ energi, eller Jack Kafwanka fra Zambia, der har udviklet et nyt og mere miljøvenligt brændstof. Så nu gælder det om at stramme vandrestøvlerne, kæmpe for egne ambitioner og så ”sætte i værk”. Til slut har jeg kun at sige rigtig glædelig jul, og som vi sagde i Zambia: “Fight environment!”

Lea: Danmark halter bagefter

Tue, 08 Nov 2011 15:50:13 +0000

To af UNICEFs børneeksperter var tirsdag den 8. november til børne- og ungdomspolitisk høring på Christiansborg for at tale om og diskutere børns rettigheder. Den ene, Lea Backes, fortæller her om sin oplevelse af høringen.Det er nu snart 21 år siden, at Danmark ratificerede FN's Børnekonvention. 193 lande har tilsluttet sig, men Danmark halter på mange områder bagud. Idag var Noa Jankovic og jeg som UNICEFs børneeksperter inviteret på Christiansborg for at tale om børns rettigheder ved en børne- og ungdomspolitisk høring.Vi er selvfølgelig beærede og stolte over, at vi fik mulighed for at tale om børns rettigheder foran en flok handlekraftige mennesker som for eksempel vores social- og integrationsminister Karen Hækkerup. Og vi er glade for, at det er et emne, der endelig kommer i fokus...Men på den anden side er det dybt skuffende, at det overhovedet er nødvendigt i dagens Danmark.Danmark er nemlig det land i Skandinavien, hvor færrest børn ifølge en undersøgelse fra 2010 kender til Børnekonventionen. Det er efter vores mening en falliterklæring, når de magthavende ifølge artikel 42 har forpligtet sig til, at danske børn og unge skal kende deres rettigheder. Både Karen Hækkerup og Jeppe Mikkelsen, der er retsordfører for Det Radikale Venstre, taler om en ombudsmand for børn, en hævelse af den kriminelle lavalder...Men om der nu kommer til at ske noget i praksis, er jeg ikke helt sikker på.På trods af, at det er trist, at der er så mange punkter, hvor Danmark halter bagefter, var det utrolig bekræftende at tale på høringen i dag. Der var en utrolig gejst for at forandre noget både fra Danske Skoleelevers (DSE) side, men også fra børneforskeren Hanne Warming og på en eller anden måde fra politikerne.Den svenske kommunikationschef for børneombudsmanden, Ellinor Bollman, inspirerede os meget og vækker håb om en børneombudsmand i Danmark, som UNICEFs børneekspertpanel jo længe har kæmpet for. Vi har også hørt mange andre forslag, der skal ændre på, at børn ikke bliver hørt nok.

Kun glade smileys

Mon, 24 Oct 2011 10:50:25 +0000

Der ligger en lang stribe glade smileys og smiler på mit gulv på hotellet. Jeg sidder og kigger på evalueringsskemaerne fra NAKUUSA Youth Forum, som børnene udfyldte i går morges, da det hele var slut, og jeg bliver varm om hjertet af det, jeg ser. Ingen lunkne smileys. Ingen tvære munde. Ingen sure ansigter. Kun store smil hele vejen rundt. Som en af pigerne har skrevet: ”NAKUUSA Youth Forum er gemt i mit hjerte for altid”. Og en dreng på 14 bemærker, at det eneste, der kunne kritiseres, var, at ”topmødet var for kort”.Når jeg ser tilbage på den forgangne uge, myldrer der episoder frem, som har gjort indtryk på mig. Alt lige fra den konstante strøm af unger, der grinende væltede ud og ind ad elevatoren på SPS (Socialpædagogisk Seminarium i Ilulissat hvor topmødet blev afholdt), fordi der ikke er elevatorer andre steder i Grønland, over energien i de forskellige workshops, hvor der blev arbejdet virkelig seriøst med emnerne og til farvelscenen på hotellet i går morges, hvor samtlige deltagere græd, mens der blev taget afsked. De unge har knyttet mange nye venskaber, som lever videre på Facebook, men Youth Forum har været meget mere end en social begivenhed. Det har også været hårdt arbejde, eller som en af deltagerne skriver på NAKUUSAs Facebookside: ”Vi har haft travlt på den fede måde”.

Noget af det, der virkelig rørte mig dybt, var overrækkelsen af Youth Forums slutdokument til Grønlands Socialminister Mimi Karlsen i fredags. Det var et stort øjeblik, fordi de unge var oprigtigt stolte af deres resultat. De havde forberedt smukke taler til Mimi, og salen bragede løs med trampelyde og klapsalver, da rammen med dokumentet skiftede hænder. De unges budskaber er ikke til at tage fejl: Selvstyret skal blandt andet sikre støtte til bedre uddannelser og bedre fritidstilbud, og forældrene skal sætte fastere rammer i dagligdagen. Mimi lovede at ville bruge dokumentet og dets indhold aktivt i fremtiden.Nu er Youth Forum slut, men arbejdet fortsætter. Der er et Børnepanel, der skal støttes, en Facebook side, der skal monitoreres, 38 unge mennesker, der skal holdes ”varme” og en masse evalueringer, der skal gennemføres. Så der er ikke tid til at slappe af foreløbigt.Tak til alle, der har hjulpet NAKUUSA. Ingen nævnt – ingen glemt!! Vi kunne ikke have gjort det uden jer.

"Mange i min klasse skifter aldrig tøj"

Thu, 20 Oct 2011 12:41:59 +0000

39 grønlandske unge er i uge 42 samlet til NAKUUSA Youth Forum – et topmøde, der sætter fokus på grønlandske børn og unges rettigheder, med de unge selv som talerør. UNICEFs kommunikationsmedarbejder Julie Troldborg er med til topmødet og skriver her om sit møde med de unge.Jeg har sjældent været så rørt, når jeg har talt med unge mennesker. Den ærlighed, jeg møder, når jeg taler med deltagerne her på NAKUUSA Youth Forum i Grønland, er overvældende.Grønlandske unge har ellers ry for at være ret generte. Og det er mange af dem også. Men når først man sidder over for dem, spørger dem, hvad de synes, er den største udfordring for børn og unge i Grønland – så kommer der hudløst ærlige svar. En 15-årig pige fortæller mig, at hun vil kæmpe for, at flere børn får en voksen person, de kan tale med. En, som de stoler på, og som har tavshedspligt. Hun har selv følt sig meget alene som barn og havde ingen voksen, hun kunne dele det med. En anden deltager siger, at mange i hans klasse aldrig skifter tøj, mens en tredje kan berette om venner, der har gået med tanker om selvmord.Man mærker tydeligt, at de unge brænder for at gøre en forskel her i Grønland. De vil have flere til at tage en uddannelse, have forældre til at tage mere ansvar for deres børn og have sat fokus på rygning og alkohol. En af drengene fortæller, at der kun er to i hans klasse, der ikke ryger. Forældrene accepterer det bare, siger han. De 39 unge deltagere her på NAKUUSA Youth Forum skal i morgen aflevere et slutdokument med deres anbefalinger til de grønlandske politikere. Ideerne er mange, og der er ingen tvivl om, at der er blevet sat gang i noget rigtig vigtigt i denne uge i Grønland.

Så kører det!

Wed, 19 Oct 2011 13:44:36 +0000

39 grønlandske unge er i uge 42 samlet til NAKUUSA Youth Forum – et topmøde, der sætter fokus på grønlandske børn og unges rettigheder, med de unge selv som talerør.Så kører det! Den officielle åbning er overstået. Talerne er holdt, og arbejdet er i gang. Deltagerne på NAKUUSA Youth Forum har valgt, hvilke workshops de vil være en del af de næste par dage, og den rastløshed, der dominerede flokken i går, er afløst af seriøst arbejde.I begyndelsen holdt det ellers hårdt. At placere 30 – 40 grønlandske børn på et hotel uden fri adgang til naturen, er lidt af en test. Den første nat var det svært for dem at falde i søvn, så det var træthed, der prægede billedet. Men efter aftensmaden i går fik vi besøg af en latterinstruktør, og det satte ligesom skub i tingene. Der blev grinet og pjanket, og alle reservationer forsvandt sammen med den almindelige skepsis. Så i morges, da vi åbnede NAKUUSA Youth Forum officielt, var stemningen fin. Nuka, rektoren for Socialpædagogisk Seminarium, hvor selve konferencen bliver holdt, holdt en smuk tale for de unge og en af Grønlands mest populære komikere, Piitannguaq, fik salen til at runge af latter. Til sidst præsenterede alle de unge sig selv og lagde de sten, som de har medbragt hjemmefra, i en bunke. Stenene skal senere blive til en varde med budskaber, som de unge har formuleret sammen med deres kammerater derhjemme. ”Børn SKAL have rettigheder”, ”De voksne skal sætte grænser” og ”Børn skal have et godt liv” er blot et lille udsnit af de velovervejede beskeder, der kommer fra de unge. Der er liv overalt på gangene her. Foreningen Grønlandske Børn holder rettigheds-workshop med halvdelen af de unge, mens resten af dem arbejder på at beskrive, hvad der er henholdsvis et godt og et dårligt børneliv. I aften skal de i grupper begynde at formulere det slutdokument, som skal overrækkes til Grønlands Socialminister, Mimi Karlsen på fredag, så der er travlhed hele dagen, og vi tror på, at det ikke bliver svært at falde i søvn i nat.

Grønlandske unge med noget på hjerte

Fri, 14 Oct 2011 07:40:09 +0000

39 grønlandske unge er i uge 42 samlet til NAKUUSA Youth Forum – et topmøde, der sætter fokus på grønlandske børn og unges rettigheder, med de unge selv som talerør.Da jeg på en lun solskinsdag i Nuuk sidste år i august var med til at fejre, at et femårigt samarbejde mellem Grønlands Selvstyre og UNICEF trådte i kraft, var jeg fuld af forventninger, håb og planer for fremtiden. Alle de ønsker vi havde for samarbejdet skulle samles i tiden efter, aftalen var underskrevet i Hans Egedes Hus, og nu sidder jeg endelig her i Ilulissat, 14 måneder senere og er klar til at føre den første rigtig store begivenhed ud i livet.For mens jeg nyder den smukkeste solnedgang bag isbjergene mod vest, er 40 grønlandske børn ved at gøre sig klar til at tage afsked med deres familier i bygden eller byen, hvor de bor, for at rejse til Ilulissat til det første store nationale børnemøde i Grønland nogensinde: NAKUUSA Youth Forum. Nogle af børnene rejser langt med helikopter, skib og fly for at deltage, for de 40 børn kommer fra hele landet, og afstandene er som bekendt enorme her. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor stærke og modige de må være. I den kommende uge skal de være sammen med jævnaldrende kammerater, de aldrig har mødt før, for blandt andet at snakke om børns vilkår og børnerettigheder og jeg tænker, at når de er villige til at rejse så langt væk fra deres familier mod noget ukendt, må det være fordi, de virkelig har noget på hjerte.NAKUUSA Youth Forum er kun blevet er realitet, fordi rigtig mange mennesker har arbejdet sammen for at få det til at ske. Vi er mange, der synes, at det er vigtigt at lytte til børnene i Grønland, for der er skrevet og sagt så meget om de problemer, en tredjedel af børnene her oppe slås med, men det er oftest de voksnes stemmer, der bliver hørt. Nu er vi klar til at spørge børnene, hvordan de mener, de kan få de bedste betingelser for et godt liv, og vi er klar til at viderebringe deres budskaber til politikerne og de voksne.Så jeg kan næsten ikke vente til på mandag, når jeg skal møde disse børn for første gang, og jeg glæder mig til resten af ugen, hvor vi skal arbejde sammen. Indtil da er der 1000 ting, der skal forberedes og planlægges, så ugen kan blive den størst mulige succes. Så der bliver formentlig ikke tid til dvæle ved mange solnedgange i den kommende tid.

Lea: Så er vi hjemme igen

Wed, 05 Oct 2011 11:50:26 +0000

Fire af UNICEF Danmarks børneeksperter var i august 2011 i Zambia for at deltage i årets børneklimatopmøde. En af dem, Lea Bäckes, fortæller her, hvad hun og de tre andre har brugt tiden på efter.Foto: UNICEF Danmark/Julie troldborg Fra venstre: Line, Minna, Ziggy og Lea. Efter et eventyr fyldt med interessante, utrolige og helt fantastiske oplevelser er vi alle tilbage i Danmark og fortsætter vores gymnasiehverdag. Efteråret har sat ind, det bliver koldere, og bladene falder af træerne. Men på trods af det, er der forår i vores hoveder. Der kommer hele tiden nye idéer frem til grønne projekter, og selvom det bliver mørkere, oplyses vores ansigter af smil, når vi har kontakt til vores afrikanske venner, og når vi sætter gang i nye klimaprojekter. Dem har vi nemlig alle masser af. Vi har happenings, flere af os er med i grønne udvalg, vi taler, og vi udbreder vores budskab på alle tænkelige måder. Vi holder kontakten til vores 300 nye kammerater i Zambia, hvis idéer er ligeså farverige og kreative som efterårets farver. Turen til Zambia har været en utrolig motivation til at gøre en forskel herhjemme og til at motivere andre til det samme. Vi bliver glade, hver gang vi kan få overtalt nogle af vores klassekammerater, familiemedlemmer, bekendte eller ukendte til, at de skal gøre en indsats for klimaet, for deres egen skyld, men også for verdens fremtids skyld. Vi ønsker alle børn (og store børn) et grønt efterår.

Tripoli hjælper sig selv

Fri, 16 Sep 2011 12:21:35 +0000

Mark Choonoo er katastrofekoordinator for UNICEF i Libyen.

Midt i mængden af gaffeltrucks og lastbiler står jeg og forklarer Nabil, at UNICEFs opgave i Libyen er at beskytte kvinderne og børnene og redde liv. Nabil nikker, mens jeg snakker. Da jeg er færdig, forklarer han mig, at hans land aldrig har modtaget hjælp. I stedet plejede Libyen at hjælpe sine nabolande.

Endnu engang går det op for mig, at vores arbejde i Libyen bliver en meget anderledes opgave. Den solidaritet jeg oplever i hver enkelt del af processen i vores arbejde understreger, hvor anderledes det bliver at arbejde i et mellemindkomst land som Libyen. Der er solidaritet overalt i Tripoli.Libyen er fuld af disse anekdoter om heltemod, solidaritet og mennesker, der bestemmer over deres eget liv

En familie donerede diesel til en gaffeltruck, så den kunne fortsætte med at arbejde dagen efter. Dagen efter tilbød den samme familie et hjemmelavet måltid til alle, som havde brugt dagen på at læsse et skib af i tide. ”Det er det mindste, vi kan gøre for jer, efter at I har givet os vand,” sagde familiefaren, da han og hans søn afleverede deres gave til os.

Vi har set, hvordan nye betjente tog sig af at hjælpe en truck, der transporterede vand. De hjalp med at forhindre vandet i at vælte af den lille truck, som det usikkert balancerede på. Vi har set, hvordan mennesker stopper op og hjælper med at læsse en truck af ved en moské, og bagefter hilser de på alle og fortsætter deres rejse. Libyen er fuld af disse anekdoter om heltemod, solidaritet og mennesker, der bestemmer over deres eget liv. De venter ikke på, at nogen hjælper dem, de finder løsninger. UNICEFs rolle i landet vil blive enormt styrket af at udnytte deres kapacitet og fylde de strategiske huller, der måske opstår.

Malene fra Etiopien: Familietragedier er ikke ualmindelige

Mon, 05 Sep 2011 13:20:56 +0000

Der har ikke været nogen nævneværdig regn i næsten to år. Somali regionen i Etiopien er tør. Tørken har taget livet af familiernes afgrøder og kvæg. Frygten for, at der ikke kommer regn i oktober som ventet, ligger tungt i luften. Sker det, går situationen fra at være slem til endnu værre.

Det tager ikke mange minutter at få øje på de menneskelige konsekvenser af tørken på hospitalet i Gode. På hospitalets ernæringscenter møder jeg Halimo Faliid. Hun sidder med sit barnebarn Higad Mahad i armene. Han ligner et lille barn på fire uger, men i virkeligheden er han fire måneder gammel. Der var intet ernæringscenter i deres landsby, men Halimo havde hørt, at det UNICEF-støttede mobile sundhedsteam var i nærheden. Hun tog Higad i armene og gik efter hjælp, fast besluttet på at redde sit barnebarn. Allerede på det tidspunkt var han svært underernæret. Sundhedsteamet henviste hende til Gode Hospital. Stille og roligt begyndte hendes barnebarn at komme sig ved hjælp af UNICEFs højenergimælk til svært underernærede børn.

Fødslen af barnebarnet kostede Halimo sin datter. Higads mor døde en uge efter fødslen. ”Hun lå på en madras i en uge og var for kvæstet til at producere mælk til sin søn. Til sidst sov hun stille ind,” fortæller Halimo. Hun er ikke i tvivl om, at det var tørken, som tog livet af hendes datter. Der var simpelthen ikke nok mad. Nu er det 70-årige Halimas ansvar at være den mor, som Higad aldrig får.

I Somali regionen i Etiopien støtter UNICEF 24 mobile sundheds- og ernæringsteams. De rullende ernæringscentre gør det muligt at nå de mest udsatte landsbyer i den tørkeramte region. Tusinder af kvinder og børn har modtaget hjælp fra de mobile sundhedsteams. Familier med svært underernærede børn uden komplikationer får jordnødde-puré med hjem, så de kan behandle deres børn hjemme uden at skulle indlægge dem på et hospital. Et underernæret barn, som får UNICEFs specielle jordnødde-puré tre gange om dagen i nogle uger, kommer sig fuldstændig. Svært underernærede børn med komplikationer bliver henvist til hospitalet i Gode. Gravide og ammende mødre får jerntilskud imod blodmangel for at give dem ekstra energi.

Tragedier som Halimo Faliids er alt for almindelige i Østafrika. Tørken er en af mange prøvelser, som rammer regionens kvinder og børn.

Udtalelse fra UNICEFs øverste chef om bombningen af FN og UNICEFs kontor i Abuja, Nigeria

Sat, 27 Aug 2011 14:28:33 +0000

FNs øverste chef Anthony Lake har udsendt dette statement efter en bombe fredag ramte UNICEFs kontorer i Abuja, Nigeria:

Exactly one week ago, on World Humanitarian Day, we commemorated the bravery of our colleagues who, over the years, had lost their lives or been injured working to save and enhance the lives of children. Sadly, outrageously, today the United Nations and UNICEF have lost more of our colleagues, working in the same cause.

Here at UNICEF, we join many others in sending our thoughts and prayers to the families and friends of those who were attacked today.This tragic event should remind us all of the courage of so many other aid workers who face similar dangers and who are doing so much for so many around the world.

Anthony Lake, UNICEF Executive Director