Blog indlæg

Child trafficking er bestemt ikke barnemad

Wed, 01 Feb 2012 04:45:02 +0000

En ung afrikansk pige har mistet sine forældre, og en onkel tilbyder at tage sig af hende. Pigen, som lettet og opstemt tror, at hun dermed undgår et børnehjem eller et liv på gaden, ender i stedet med at blive solgt til bagmænd i Italien, hvortil hun uvidende ankommer sammen med onklen, øjeblikkeligt bliver spærret inde på et bordel og efterfølgende tvunget til gadeprostitution. Den spinkle teenager kan se frem til mange års udnyttelse og mange mænds daglige overgreb mod hende, og den skæbne deler hun med tusindvis af andre piger i samme situation.Jeg tænker, at det bedste, der kunne ske, ville være at møde et beredskab af børnekyndigt personale med Børnekonventionen

Med hjælp fra en kunde, lykkes det pigen at flygte til Danmark, hvor historien heldigvis ender godt i den forstand, at hun nu har fået asyl i Danmark. Men den kunne have haft en anden udgang med fatale følger for pigen. Hun kunne eksempelvis på grund af tilknytningskravet risikere at blive sendt tilbage til Italien, hvor hendes eneste slægtning befinder sig. Og den slægtning var jo i parentes bemærket onklen, som havde solgt pigen til prostitution i første omgang.

Jeg prøver at forestille mig, hvordan det føles at være barn og komme til Danmark efter at være blevet udnyttet af brutale voksne gennem flere år. Jeg tænker, at det bedste, der kunne ske, ville være at møde et beredskab af børnekyndigt personale med Børnekonventionen i hånden. Nogle voksne, der tænker på barnets tarv mere end på at få vurderet, om man er offer for menneskehandel, uledsaget flygtningebarn, kommer fra EU eller et helt andet fjernt andet land.

I dag lancerer UNICEF en rapport om handel med børn. Lovgivningen i fem nordiske lande er blevet kigget efter i sømmene for at se, hvordan disse sårbare og udsatte børns rettigheder bliver tilgodeset, og i Norden gør vi det generelt godt. Vi har gjort meget for at hjælpe børn, som er ofre for menneskehandel, men rapporten anbefaler alligevel visse ændringer, især når det gælder kategorisering af børn. I dag bliver barnets fremtid bestemt af, hvilken kategori det falder ind under. Men det er ikke altid sikkert, at afgørelsen tjener til barnets bedste. Vi har tendens til at kigge mere på barnets immigrantstatus end på dets status som barn, og det bør være omvendt. FNs Børnekonvention bør være udgangspunkt, hver gang vi skal vurdere et enkelt barns fremtid. Også i sager, hvor det drejer sig om handel med børn.

Line: End the talk and start the walk

Tue, 13 Dec 2011 10:01:25 +0000

Klimatopmødet COP 17 i Durban er netop afsluttet. UNICEFs børneekspert Line S. Dreyer skriver her om resultatet og hendes håb for fremtiden. I august 2011 var hun og tre andre børneeksperter i Zambia for at deltage i årets børneklimatopmøde.

Foto: UNICEF Danmark/Julie troldborg Fra venstre: Line, Minna, Ziggy og Lea. Verden summer af liv og engagement i vore alles, største og mest uoverskuelige problem - klimaforandringerne! Imens vi sidder herhjemme og piller i egne navler, er der mennesker over hele kloden, der gør noget. Som f.eks. de unge zambianere jeg mødte i august, de havde en vilje til verden og et gå-på-mod, jeg aldrig har mødt lignede i mit 18 år lange liv. De ville noget. De havde ambitioner, drømme og håb for fremtiden. Er det ikke fantastisk, når et barn kan iværksætte store projekter som f.eks. flydende skoler og plantning af over 500 træer? Det var vidunderligt og langt over mine vildeste fantasi, at man i et udviklingsland som Zambia er kommet så langt. Det kan godt være, at de ikke har opfundet vindmøller, brintbiler og biobrændsel – men de har intentionerne og den rette indstilling. Forhåbningerne til det netop overståede COP 17 var store. I år ville vi have en ambitiøs klimaaftale i hus! En aftale, der tilgodeser alle verdens lande og reducerer CO2 udledningen radikalt. Men i virkeligheden, er det, der er blevet diskuteret under forhandlingerne, om vi skal forlænge Kyotoprotokollen – og om verdens rigeste lande skal give de midler til verdens udviklingslande, der er nødvendige i forhold til klimaforandringerne. Måske har vi taget munden for fuld, måske er det i første omgang slet ikke sådan, vi skal bekæmpe klimaforandringerne. Måske er det indstillingen, den er gal med. For når vi sidder herhjemme og brokker os over, at verdens ledere ikke kan komme frem til noget konstruktivt, er der faktisk mennesker rundt om i hele landet og verden, der gør noget for, at vi som mennesker har et sted at leve er om under hundrede år. Det kan godt være, at det er små projekter, men de batter alligevel. Vi står i en krisesituation, som så mange gange før i historien, men vi har klaret os igennem dem hver og en og dette oftest ved at kigge indad og revurdere vores holdninger. Det kan være, det er det, der skal til: At vi ”griber i egen barm”, revurderer egne ambitioner i forhold til klimaet og så rent faktisk får opnået noget. Jeg tror, at vi skal starte i det små, for der findes tusindvis af succeshistorier - f.eks. Samsø, der er drevet af alternativ energi, eller Jack Kafwanka fra Zambia, der har udviklet et nyt og mere miljøvenligt brændstof. Så nu gælder det om at stramme vandrestøvlerne, kæmpe for egne ambitioner og så ”sætte i værk”. Til slut har jeg kun at sige rigtig glædelig jul, og som vi sagde i Zambia: “Fight environment!”

Lea: Danmark halter bagefter

Tue, 08 Nov 2011 15:50:13 +0000

To af UNICEFs børneeksperter var tirsdag den 8. november til børne- og ungdomspolitisk høring på Christiansborg for at tale om og diskutere børns rettigheder. Den ene, Lea Backes, fortæller her om sin oplevelse af høringen.Det er nu snart 21 år siden, at Danmark ratificerede FN's Børnekonvention. 193 lande har tilsluttet sig, men Danmark halter på mange områder bagud. Idag var Noa Jankovic og jeg som UNICEFs børneeksperter inviteret på Christiansborg for at tale om børns rettigheder ved en børne- og ungdomspolitisk høring.Vi er selvfølgelig beærede og stolte over, at vi fik mulighed for at tale om børns rettigheder foran en flok handlekraftige mennesker som for eksempel vores social- og integrationsminister Karen Hækkerup. Og vi er glade for, at det er et emne, der endelig kommer i fokus...Men på den anden side er det dybt skuffende, at det overhovedet er nødvendigt i dagens Danmark.Danmark er nemlig det land i Skandinavien, hvor færrest børn ifølge en undersøgelse fra 2010 kender til Børnekonventionen. Det er efter vores mening en falliterklæring, når de magthavende ifølge artikel 42 har forpligtet sig til, at danske børn og unge skal kende deres rettigheder. Både Karen Hækkerup og Jeppe Mikkelsen, der er retsordfører for Det Radikale Venstre, taler om en ombudsmand for børn, en hævelse af den kriminelle lavalder...Men om der nu kommer til at ske noget i praksis, er jeg ikke helt sikker på.På trods af, at det er trist, at der er så mange punkter, hvor Danmark halter bagefter, var det utrolig bekræftende at tale på høringen i dag. Der var en utrolig gejst for at forandre noget både fra Danske Skoleelevers (DSE) side, men også fra børneforskeren Hanne Warming og på en eller anden måde fra politikerne.Den svenske kommunikationschef for børneombudsmanden, Ellinor Bollman, inspirerede os meget og vækker håb om en børneombudsmand i Danmark, som UNICEFs børneekspertpanel jo længe har kæmpet for. Vi har også hørt mange andre forslag, der skal ændre på, at børn ikke bliver hørt nok.

Kun glade smileys

Mon, 24 Oct 2011 10:50:25 +0000

Der ligger en lang stribe glade smileys og smiler på mit gulv på hotellet. Jeg sidder og kigger på evalueringsskemaerne fra NAKUUSA Youth Forum, som børnene udfyldte i går morges, da det hele var slut, og jeg bliver varm om hjertet af det, jeg ser. Ingen lunkne smileys. Ingen tvære munde. Ingen sure ansigter. Kun store smil hele vejen rundt. Som en af pigerne har skrevet: ”NAKUUSA Youth Forum er gemt i mit hjerte for altid”. Og en dreng på 14 bemærker, at det eneste, der kunne kritiseres, var, at ”topmødet var for kort”.Når jeg ser tilbage på den forgangne uge, myldrer der episoder frem, som har gjort indtryk på mig. Alt lige fra den konstante strøm af unger, der grinende væltede ud og ind ad elevatoren på SPS (Socialpædagogisk Seminarium i Ilulissat hvor topmødet blev afholdt), fordi der ikke er elevatorer andre steder i Grønland, over energien i de forskellige workshops, hvor der blev arbejdet virkelig seriøst med emnerne og til farvelscenen på hotellet i går morges, hvor samtlige deltagere græd, mens der blev taget afsked. De unge har knyttet mange nye venskaber, som lever videre på Facebook, men Youth Forum har været meget mere end en social begivenhed. Det har også været hårdt arbejde, eller som en af deltagerne skriver på NAKUUSAs Facebookside: ”Vi har haft travlt på den fede måde”.

Noget af det, der virkelig rørte mig dybt, var overrækkelsen af Youth Forums slutdokument til Grønlands Socialminister Mimi Karlsen i fredags. Det var et stort øjeblik, fordi de unge var oprigtigt stolte af deres resultat. De havde forberedt smukke taler til Mimi, og salen bragede løs med trampelyde og klapsalver, da rammen med dokumentet skiftede hænder. De unges budskaber er ikke til at tage fejl: Selvstyret skal blandt andet sikre støtte til bedre uddannelser og bedre fritidstilbud, og forældrene skal sætte fastere rammer i dagligdagen. Mimi lovede at ville bruge dokumentet og dets indhold aktivt i fremtiden.Nu er Youth Forum slut, men arbejdet fortsætter. Der er et Børnepanel, der skal støttes, en Facebook side, der skal monitoreres, 38 unge mennesker, der skal holdes ”varme” og en masse evalueringer, der skal gennemføres. Så der er ikke tid til at slappe af foreløbigt.Tak til alle, der har hjulpet NAKUUSA. Ingen nævnt – ingen glemt!! Vi kunne ikke have gjort det uden jer.

"Mange i min klasse skifter aldrig tøj"

Thu, 20 Oct 2011 12:41:59 +0000

39 grønlandske unge er i uge 42 samlet til NAKUUSA Youth Forum – et topmøde, der sætter fokus på grønlandske børn og unges rettigheder, med de unge selv som talerør. UNICEFs kommunikationsmedarbejder Julie Troldborg er med til topmødet og skriver her om sit møde med de unge.Jeg har sjældent været så rørt, når jeg har talt med unge mennesker. Den ærlighed, jeg møder, når jeg taler med deltagerne her på NAKUUSA Youth Forum i Grønland, er overvældende.Grønlandske unge har ellers ry for at være ret generte. Og det er mange af dem også. Men når først man sidder over for dem, spørger dem, hvad de synes, er den største udfordring for børn og unge i Grønland – så kommer der hudløst ærlige svar. En 15-årig pige fortæller mig, at hun vil kæmpe for, at flere børn får en voksen person, de kan tale med. En, som de stoler på, og som har tavshedspligt. Hun har selv følt sig meget alene som barn og havde ingen voksen, hun kunne dele det med. En anden deltager siger, at mange i hans klasse aldrig skifter tøj, mens en tredje kan berette om venner, der har gået med tanker om selvmord.Man mærker tydeligt, at de unge brænder for at gøre en forskel her i Grønland. De vil have flere til at tage en uddannelse, have forældre til at tage mere ansvar for deres børn og have sat fokus på rygning og alkohol. En af drengene fortæller, at der kun er to i hans klasse, der ikke ryger. Forældrene accepterer det bare, siger han. De 39 unge deltagere her på NAKUUSA Youth Forum skal i morgen aflevere et slutdokument med deres anbefalinger til de grønlandske politikere. Ideerne er mange, og der er ingen tvivl om, at der er blevet sat gang i noget rigtig vigtigt i denne uge i Grønland.

Så kører det!

Wed, 19 Oct 2011 13:44:36 +0000

39 grønlandske unge er i uge 42 samlet til NAKUUSA Youth Forum – et topmøde, der sætter fokus på grønlandske børn og unges rettigheder, med de unge selv som talerør.Så kører det! Den officielle åbning er overstået. Talerne er holdt, og arbejdet er i gang. Deltagerne på NAKUUSA Youth Forum har valgt, hvilke workshops de vil være en del af de næste par dage, og den rastløshed, der dominerede flokken i går, er afløst af seriøst arbejde.I begyndelsen holdt det ellers hårdt. At placere 30 – 40 grønlandske børn på et hotel uden fri adgang til naturen, er lidt af en test. Den første nat var det svært for dem at falde i søvn, så det var træthed, der prægede billedet. Men efter aftensmaden i går fik vi besøg af en latterinstruktør, og det satte ligesom skub i tingene. Der blev grinet og pjanket, og alle reservationer forsvandt sammen med den almindelige skepsis. Så i morges, da vi åbnede NAKUUSA Youth Forum officielt, var stemningen fin. Nuka, rektoren for Socialpædagogisk Seminarium, hvor selve konferencen bliver holdt, holdt en smuk tale for de unge og en af Grønlands mest populære komikere, Piitannguaq, fik salen til at runge af latter. Til sidst præsenterede alle de unge sig selv og lagde de sten, som de har medbragt hjemmefra, i en bunke. Stenene skal senere blive til en varde med budskaber, som de unge har formuleret sammen med deres kammerater derhjemme. ”Børn SKAL have rettigheder”, ”De voksne skal sætte grænser” og ”Børn skal have et godt liv” er blot et lille udsnit af de velovervejede beskeder, der kommer fra de unge. Der er liv overalt på gangene her. Foreningen Grønlandske Børn holder rettigheds-workshop med halvdelen af de unge, mens resten af dem arbejder på at beskrive, hvad der er henholdsvis et godt og et dårligt børneliv. I aften skal de i grupper begynde at formulere det slutdokument, som skal overrækkes til Grønlands Socialminister, Mimi Karlsen på fredag, så der er travlhed hele dagen, og vi tror på, at det ikke bliver svært at falde i søvn i nat.

Grønlandske unge med noget på hjerte

Fri, 14 Oct 2011 07:40:09 +0000

39 grønlandske unge er i uge 42 samlet til NAKUUSA Youth Forum – et topmøde, der sætter fokus på grønlandske børn og unges rettigheder, med de unge selv som talerør.Da jeg på en lun solskinsdag i Nuuk sidste år i august var med til at fejre, at et femårigt samarbejde mellem Grønlands Selvstyre og UNICEF trådte i kraft, var jeg fuld af forventninger, håb og planer for fremtiden. Alle de ønsker vi havde for samarbejdet skulle samles i tiden efter, aftalen var underskrevet i Hans Egedes Hus, og nu sidder jeg endelig her i Ilulissat, 14 måneder senere og er klar til at føre den første rigtig store begivenhed ud i livet.For mens jeg nyder den smukkeste solnedgang bag isbjergene mod vest, er 40 grønlandske børn ved at gøre sig klar til at tage afsked med deres familier i bygden eller byen, hvor de bor, for at rejse til Ilulissat til det første store nationale børnemøde i Grønland nogensinde: NAKUUSA Youth Forum. Nogle af børnene rejser langt med helikopter, skib og fly for at deltage, for de 40 børn kommer fra hele landet, og afstandene er som bekendt enorme her. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor stærke og modige de må være. I den kommende uge skal de være sammen med jævnaldrende kammerater, de aldrig har mødt før, for blandt andet at snakke om børns vilkår og børnerettigheder og jeg tænker, at når de er villige til at rejse så langt væk fra deres familier mod noget ukendt, må det være fordi, de virkelig har noget på hjerte.NAKUUSA Youth Forum er kun blevet er realitet, fordi rigtig mange mennesker har arbejdet sammen for at få det til at ske. Vi er mange, der synes, at det er vigtigt at lytte til børnene i Grønland, for der er skrevet og sagt så meget om de problemer, en tredjedel af børnene her oppe slås med, men det er oftest de voksnes stemmer, der bliver hørt. Nu er vi klar til at spørge børnene, hvordan de mener, de kan få de bedste betingelser for et godt liv, og vi er klar til at viderebringe deres budskaber til politikerne og de voksne.Så jeg kan næsten ikke vente til på mandag, når jeg skal møde disse børn for første gang, og jeg glæder mig til resten af ugen, hvor vi skal arbejde sammen. Indtil da er der 1000 ting, der skal forberedes og planlægges, så ugen kan blive den størst mulige succes. Så der bliver formentlig ikke tid til dvæle ved mange solnedgange i den kommende tid.

Lea: Så er vi hjemme igen

Wed, 05 Oct 2011 11:50:26 +0000

Fire af UNICEF Danmarks børneeksperter var i august 2011 i Zambia for at deltage i årets børneklimatopmøde. En af dem, Lea Bäckes, fortæller her, hvad hun og de tre andre har brugt tiden på efter.Foto: UNICEF Danmark/Julie troldborg Fra venstre: Line, Minna, Ziggy og Lea. Efter et eventyr fyldt med interessante, utrolige og helt fantastiske oplevelser er vi alle tilbage i Danmark og fortsætter vores gymnasiehverdag. Efteråret har sat ind, det bliver koldere, og bladene falder af træerne. Men på trods af det, er der forår i vores hoveder. Der kommer hele tiden nye idéer frem til grønne projekter, og selvom det bliver mørkere, oplyses vores ansigter af smil, når vi har kontakt til vores afrikanske venner, og når vi sætter gang i nye klimaprojekter. Dem har vi nemlig alle masser af. Vi har happenings, flere af os er med i grønne udvalg, vi taler, og vi udbreder vores budskab på alle tænkelige måder. Vi holder kontakten til vores 300 nye kammerater i Zambia, hvis idéer er ligeså farverige og kreative som efterårets farver. Turen til Zambia har været en utrolig motivation til at gøre en forskel herhjemme og til at motivere andre til det samme. Vi bliver glade, hver gang vi kan få overtalt nogle af vores klassekammerater, familiemedlemmer, bekendte eller ukendte til, at de skal gøre en indsats for klimaet, for deres egen skyld, men også for verdens fremtids skyld. Vi ønsker alle børn (og store børn) et grønt efterår.

Tripoli hjælper sig selv

Fri, 16 Sep 2011 12:21:35 +0000

Mark Choonoo er katastrofekoordinator for UNICEF i Libyen.

Midt i mængden af gaffeltrucks og lastbiler står jeg og forklarer Nabil, at UNICEFs opgave i Libyen er at beskytte kvinderne og børnene og redde liv. Nabil nikker, mens jeg snakker. Da jeg er færdig, forklarer han mig, at hans land aldrig har modtaget hjælp. I stedet plejede Libyen at hjælpe sine nabolande.

Endnu engang går det op for mig, at vores arbejde i Libyen bliver en meget anderledes opgave. Den solidaritet jeg oplever i hver enkelt del af processen i vores arbejde understreger, hvor anderledes det bliver at arbejde i et mellemindkomst land som Libyen. Der er solidaritet overalt i Tripoli.Libyen er fuld af disse anekdoter om heltemod, solidaritet og mennesker, der bestemmer over deres eget liv

En familie donerede diesel til en gaffeltruck, så den kunne fortsætte med at arbejde dagen efter. Dagen efter tilbød den samme familie et hjemmelavet måltid til alle, som havde brugt dagen på at læsse et skib af i tide. ”Det er det mindste, vi kan gøre for jer, efter at I har givet os vand,” sagde familiefaren, da han og hans søn afleverede deres gave til os.

Vi har set, hvordan nye betjente tog sig af at hjælpe en truck, der transporterede vand. De hjalp med at forhindre vandet i at vælte af den lille truck, som det usikkert balancerede på. Vi har set, hvordan mennesker stopper op og hjælper med at læsse en truck af ved en moské, og bagefter hilser de på alle og fortsætter deres rejse. Libyen er fuld af disse anekdoter om heltemod, solidaritet og mennesker, der bestemmer over deres eget liv. De venter ikke på, at nogen hjælper dem, de finder løsninger. UNICEFs rolle i landet vil blive enormt styrket af at udnytte deres kapacitet og fylde de strategiske huller, der måske opstår.

Malene fra Etiopien: Familietragedier er ikke ualmindelige

Mon, 05 Sep 2011 13:20:56 +0000

Der har ikke været nogen nævneværdig regn i næsten to år. Somali regionen i Etiopien er tør. Tørken har taget livet af familiernes afgrøder og kvæg. Frygten for, at der ikke kommer regn i oktober som ventet, ligger tungt i luften. Sker det, går situationen fra at være slem til endnu værre.

Det tager ikke mange minutter at få øje på de menneskelige konsekvenser af tørken på hospitalet i Gode. På hospitalets ernæringscenter møder jeg Halimo Faliid. Hun sidder med sit barnebarn Higad Mahad i armene. Han ligner et lille barn på fire uger, men i virkeligheden er han fire måneder gammel. Der var intet ernæringscenter i deres landsby, men Halimo havde hørt, at det UNICEF-støttede mobile sundhedsteam var i nærheden. Hun tog Higad i armene og gik efter hjælp, fast besluttet på at redde sit barnebarn. Allerede på det tidspunkt var han svært underernæret. Sundhedsteamet henviste hende til Gode Hospital. Stille og roligt begyndte hendes barnebarn at komme sig ved hjælp af UNICEFs højenergimælk til svært underernærede børn.

Fødslen af barnebarnet kostede Halimo sin datter. Higads mor døde en uge efter fødslen. ”Hun lå på en madras i en uge og var for kvæstet til at producere mælk til sin søn. Til sidst sov hun stille ind,” fortæller Halimo. Hun er ikke i tvivl om, at det var tørken, som tog livet af hendes datter. Der var simpelthen ikke nok mad. Nu er det 70-årige Halimas ansvar at være den mor, som Higad aldrig får.

I Somali regionen i Etiopien støtter UNICEF 24 mobile sundheds- og ernæringsteams. De rullende ernæringscentre gør det muligt at nå de mest udsatte landsbyer i den tørkeramte region. Tusinder af kvinder og børn har modtaget hjælp fra de mobile sundhedsteams. Familier med svært underernærede børn uden komplikationer får jordnødde-puré med hjem, så de kan behandle deres børn hjemme uden at skulle indlægge dem på et hospital. Et underernæret barn, som får UNICEFs specielle jordnødde-puré tre gange om dagen i nogle uger, kommer sig fuldstændig. Svært underernærede børn med komplikationer bliver henvist til hospitalet i Gode. Gravide og ammende mødre får jerntilskud imod blodmangel for at give dem ekstra energi.

Tragedier som Halimo Faliids er alt for almindelige i Østafrika. Tørken er en af mange prøvelser, som rammer regionens kvinder og børn.

Udtalelse fra UNICEFs øverste chef om bombningen af FN og UNICEFs kontor i Abuja, Nigeria

Sat, 27 Aug 2011 14:28:33 +0000

FNs øverste chef Anthony Lake har udsendt dette statement efter en bombe fredag ramte UNICEFs kontorer i Abuja, Nigeria:

Exactly one week ago, on World Humanitarian Day, we commemorated the bravery of our colleagues who, over the years, had lost their lives or been injured working to save and enhance the lives of children. Sadly, outrageously, today the United Nations and UNICEF have lost more of our colleagues, working in the same cause.

Here at UNICEF, we join many others in sending our thoughts and prayers to the families and friends of those who were attacked today.This tragic event should remind us all of the courage of so many other aid workers who face similar dangers and who are doing so much for so many around the world.

Anthony Lake, UNICEF Executive Director

Jesper Klein var engageret UNICEF ambassadør i 25 år

Mon, 22 Aug 2011 22:00:00 +0000

Gennem mange år ydede Jesper Klein en flot indsats for UNICEF og verdens børn. Så sent som i maj i år indspillede han et videospot i forbindelse med vores GI' OS 5 kampagne.

I de mange pæne og fortjente ord, som er blevet sagt og skrevet om Jesper Klein i forbindelse med hans død, har der med rette været fokus på hans Sygdom svækkede ham i de senere år – men ikke hans indsats for UNICEFenorme og succesrige indsats inden for dansk teater, film og tv. Men Jesper ydede også en anden flot indsats i mere end 25 år; nemlig for verdens børn gennem UNICEF. Som loyal og engageret UNICEF-ambassadør har Jesper deltaget i og ofte stået i spidsen for en lang række af arrangementer, koncerter, revyer og tv/radio optrædener til fordel for UNICEF. Sygdom svækkede ham i de senere år – men ikke hans indsats for UNICEF. Så sent som i maj i år mødte Jesper op til vores årsmøde, og han medvirkede i et videospot for vores nye kampagne ”GI’ OS 5”.

I 1996 havde jeg den glæde at rejse i Ghana med Jesper og hans livs kærlighed, Lykke Nielsen. Sammen med DR producerede vi en film om rent vand til børn i fjerntliggende landsbyer. Filmen blev vist på tv, og talrige er de gange, den er blevet udlånt til skoler og andre undervisningsinstitutioner. På rejsen oplevede jeg på nærmeste hånd Jespers engagement og enorme arbejdsindsats i trykkende varme – og hans lune og ironi.

Med Jesper Kleins død har UNICEF mistet ikke bare en mangeårig ambassadør for verdens børn, men også en støtte og en god og trofast ven.

Farvel Zambia - vi ses!

Mon, 22 Aug 2011 06:59:23 +0000

Fire af UNICEF Danmarks børneeksperter er i Zambia for at deltage i årets børneklimatopmøde. Her fortæller de om finalen på en uforglemmelig uge.Foto: UNICEF Danmark/Julie troldborg Fra venstre: Line, Minna, Ziggy og Lea. I dag var den fantastiske finale på en uforglemmelig uge. Vi er på samme tid helt høje på den energi, der var, og sørgmodige over den afsked, vi skulle tage i dag.Vi har i denne uge og især i dag oplevet den afrikanske tidsindstilling. På vejen til en sundhedsklinik for børn under 5 år skulle vi lige lave et ”lille” stop ved FN bygningen. Det viste sig at vare over en time og resulterede i, at vi fik en sjippetur på FN’s parkeringsplads. Besøget på sundhedscenteret var meget tankevækkende. Vi så, hvor lykkelige mødrene blev for småting, der i Danmark virker så naturlige, og vi så også, hvordan syge børn blev behandlet. Nogle af os måtte forlade lokalet og den meget stærke oplevelse.Tilbage på konferencen lavede vi igen en masse spændende interviews. Lea fik i sidste øjeblik at vide, at hun skulle holde en tale til afslutningen, og det lykkedes. Da vi fortalte om Danmark, var begejstringen stor, og mange kiggede forundrede på os, da vi fortalte, at vi også gik i skole, når der lå sne.Efter maden (nshima, en grød af majsmel…hurra) var der dans, og Ziggy fik en masse tilråb og klapsalver for sin 80’er dans. Night Fever længe leve. Vi afsluttede dagen med at dele 5 kroner ud til nogle venner og sige farvel til alle de skønne mennesker, vi i den sidste uge har delt en hel masse klimarelevante og mindre klimarelevante øjeblikke med. Hurra for Zambia og de unge vidunderlige mennesker, der brænder for en mere klimavenlig verden. Farvel Zambia, vi ses! Hilsen Ziggy, Lea, Minna og Line.

Malene fra Etiopien: Sikkerhedsnettet er seriøst presset

Fri, 19 Aug 2011 09:24:23 +0000

Danske Malene Kamp Jensen skriver fra Etiopien, hvor hun er udstationeret for UNICEF.

Jeg kom til Etiopien for snart tre uger siden. Det slog mig, hvor grønt landskabet er i flere landsbyer. Men det snyder, for den manglende regn har efterladt familierne uden afgrøder i et land, hvor den i forvejen skyhøje pris på mad stiger. I Etiopien har omkring 4,6 millioner mennesker brug for hjælp til at få mad og til at overleve den værste tørke i Østafrika i 60 år.

Historien kan måske bedst fortælles gennem en mor til ti, som hedder Berida Jateni. Hun fortalte, at familiens afgrøder er gået tabt, og 35 af deres køer er døde. Berida frygter, hvilken fremtid der venter hendes børn. Berida er ikke forskellig fra andre mødre, jeg har mødt. Over alt i verden ønsker mødrene det samme for deres børn; at de overlever og får et godt liv.

Berida ammede sin yngste datter Firdoze på 10 måneder. Hun var selv så underernæret, at hun ikke kunne producere nok mælk til sin datter. En lokal helsearbejder kom forbi hytten og målte Firdozes overarm. Hun var underernæret. På helseposten, kun 20 minutters gang væk, fik Berida nærings- og vitaminholdig nøddepuré med til Firdoze, så hun kan få mad nok. Der skal kun tre poser nøddepuré om dagen i nogle uger til at redde et barns liv. Hver uge skal de komme på ernæringscentret, indtil Firdoze er helt rask.

I Etiopien har regeringen i samarbejde med UNICEF uddannet 34.000 sundhedsarbejdere og oprettet omkring 8.800 lokale helseposter, hvor mange af dem er udstyret med nøddepuré. Sikkerhedsnettet består af ernæringscentre og sundhedshjælpere og har reddet tusindvis af børn fra at dø af underernæring. Hjælperne går fra hytte til hytte i de små landsbyer og måler børnenes overarme for at undersøge, om de er underernærede.

Etiopien har i mange år haft et sikkerhedsnet, som har reddet tusindvis af børn fra at dø af underernæring. Men sikkerhedsnettet er presset nu på grund af katastrofen, og der er hårdt brug for hjælp, hvis landet stadig skal hjælpe befolkningen, så de ikke falder igennem.

Uden den økonomiske støtte, som UNICEF giver de lokale helseposter, havde Firdoze og tusindvis af andre børn ikke overlevet. Derfor er det vigtigt, at Etiopien får hjælp, inden deres sikkerhedsnet bryder fuldstændig sammen.

Lea: Vi er efterhånden lidt afrikaniserede

Fri, 19 Aug 2011 06:51:27 +0000

Fire af UNICEF Danmarks børneeksperter er i Zambia for at deltage i årets børneklimatopmøde. En af dem, Lea Bäckes, fortæller her om sit møde med chefen for UNICEF Zambia - og løver og tigere.Foto: UNICEF Danmark/Julie troldborg Fra venstre: Line, Minna, Ziggy og Lea. I dag er det allerede torsdag, hvilket ingen af os rigtig kan forstå… til gengæld er vi alle helt bombede. Vi har da også lavet meget i dag, både løbet rundt sammen med de andre unge i grønne t-shirts for at høre deres historier, plantet træer med dem i et uforglemmeligt fællesskab, mødt chefen for UNICEF Zambia og set løver og geparder.Vi har brugt formiddagen på at høre utrolige klimahistorier fra vores zambianske kollegaer, f.eks. George (18), der har plantet 500 træer, eller facilitatoren Felix, der er tidligere gadebarn og nu er del af teatergruppen barefeet, der underviser i, hvordan børn kan bruge teater og musik til at formidle deres budskab.Så kørte vi alle lidt (red. helt vildt) spændte hen til FN-bygningen og talte med chefen for UNICEF Zambia, Mr. Uhaa. Han var en rar mand, og det var fedt at møde ham. Det var også spændende at se lighederne mellem kontoret i Danmark og Zambia, de samme plakater, søde mennesker etc. Eftermiddagen var meget symbolsk. Først plantede alle børnene træer, og senere så vi nogle af Afrikas smukkeste skatte (udover børnene), nemlig de smukke dyr, der lever i Zambia, tigere, geparder etc. Vi er efterhånden næsten lidt afrikaniserede, vi har købt farvede tørklæder, som de lokale kvinder bruger til nederdele, vi begynder også at kunne lide shima, den lokale madbase, der består af tyk kogt majsmel. Men alt den shima, de fantastiske børn og de stærke følelser får os også til at glæde os til at komme hjem og dele vores oplevelser med de danske børn (og måske glæder vi os også til lidt rugbrød).

Line: Jeg er forelsket i deres altfavnende væsen

Thu, 18 Aug 2011 07:21:05 +0000

Fire af UNICEF Danmarks børneeksperter er i Zambia for at deltage i årets børneklimatopmøde. En af dem, Line Sander Dreyer, fortæller her om sit overvældende første møde med afrikansk kultur.Foto: UNICEF Danmark/Julie troldborg Fra venstre: Line, Minna, Ziggy og Lea. Rusen strømmer ind over mig, jeg er høj og vild. Bussen bumler og hopper ned ad de smukke afrikanske landeveje, rytmerne gynger i bussen, vi skråler, synger og danser i sædet. Vi er proppet sammen på kryds og tværs i en lille bitte afrikansk bus. Der er ingen hæmninger - vi giver den gas! Jeg føler, at vi kan klare alt, intet er umuligt. Min mave er sprængfyldt af konfetti over fantastiske unge mennesker, der tager kampen op for en sag, der for nogen kan synes kropumulig. De kæmper for klima, deres land og i den grad deres fremtid. De har en tro på livet, jeg aldrig har mødt før, for på trods af måske svære kår og et hårdt bagland, tror de på sig selv og på et bedre klima. Selvom det kan være svært at tro, er der gang i verden, der er mennesker, der tager valg, ændrer deres livsstil og sætter store projekter i værk. F.eks. mødte jeg en ung lokal fyr i dag, Jack på kun 18 år. Han har fået beboerne i hans landsby til droppe det forurenende trækul og i stedet bruge et nyt mere miljøvenligt brændstof, som han har opfundet, og nu har han sit eget firma. Mit første møde med den afrikanske kultur, og jeg er forelsket i deres åbne altfavnende væsen, i deres optimisme og i deres fantastiske dans, musik og sang. Husk det nu: ”life is great”.

Minna: Der er så meget vilje til at gøre noget

Wed, 17 Aug 2011 06:52:02 +0000

Fire af UNICEF Danmarks børneeksperter er i Zambia for at deltage i årets børneklimatopmøde. En af dem, Minna Søe, fortæller her, hvordan hun oplever konferencen - og de engagerede unge zambianere.Foto: UNICEF Danmark/Julie troldborg Fra venstre: Line, Minna, Ziggy og Lea. Efter en hektisk dag på klimakonferencen sidder jeg tilbage på hotellet, mættet med nye indtryk. Selvom vi er ovre første dags forvirring, føles alt ved Zambia stadig nyt og spændende, og jeg er enormt taknemmelig for at have fået lov til at komme og deltage i ZCCC3, som klimakonferencen officielt kaldes.Jeg er til konference sammen med 300 engagerede zambiske klimaambassadører, der alle tager de ændringer, der rammer deres land meget alvorligt. Det blev især tydeligt under dagens program, der bød på workshops om flere klimarelevante emner. Jeg var selv til oplæg om håndtering af klimakatastrofer, hvilket naturligt nok føltes en anelse abstrakt for mig som dansker. Mit land har ingen udsigt til at blive stillet over for problemstillinger som dem, Zambia oplever, og jeg vil sandsynligvis aldrig selv blive konfronteret med sådanne katastrofer som f.eks. oversvømmelse. Men alt det lader ikke til at tage modet fra de zambiske klimaambasadører – tværtimod. Ved workshoppen oplevede jeg en stor vilje til at tage udfordringen op og gøre deres lokalområder så resistente som overhovedet muligt over for klimaændringer. Og det er den ånd, der generelt præger ZCCC3 – ivrigheden efter at skabe en positiv forandring i Zambia. Ikke desto mindre er der på trods af det alvorlige også plads til en masse glæde og til pjat og gøjl. Hver eneste møde starter med dans og sang, og hver eneste pause udnyttes til at lære hinanden bedre at kende. Jeg har allerede fået en del zambiske venner og lært nogle ord på et af de mange zambiske sprog. Nu er det ved at være sent, og jeg vil snart gå op at sove, så jeg er parat til dagen imorgen. Mulalebwino! (eller på dansk – Godnat!)

Ziggy: Da vi ankom, fik vi nærmest et chok

Tue, 16 Aug 2011 08:10:39 +0000

Fire af UNICEF Danmarks børneeksperter er i Zambia for at deltage i årets børneklimatopmøde. En af dem, Ziggy Olsen, fortæller her, hvordan det var at ankomme til et afrikansk land for første gang.Foto: UNICEF Danmark/Julie troldborg Fra venstre: Line, Minna, Ziggy og Lea.

Vi kunne bestemt mærke nervøsiteten og mængden af sommerfugle i maven på hinanden, da vi søndag aften stod i Københavns Lufthavn. 24 timer senere stod vi i Lusaka fyldt med nye indtryk - blandt andet fra de tilsammen 15 timer i fly, forskellige lufthavne og Zambia.

Vi kørte fra lufthavnen i Lusaka, og undervejs fik vi en masse blandede indtryk. Vi så, hvordan hårdtarbejdende mænd huggede i vejkanten, og hvordan kvinder gik gennem gaderne med vandspande på hovederne. Det var noget helt specielt at være ankommet til et afrikansk land for første gang.

Efter indlogeringen på motellet, hvor Line og jeg hver deler værelse med en ung zambisk klimaambassadør, tog vi videre til stedet, hvor konferencen bliver afholdt. Da vi ankom, fik vi nærmest et chok. Vi blev mødt af en masse unge, smilende, klimainteresserede unge afrikanere, som bestemt ikke kunne fjerne blikket fra os blege danskere. Det var sjovt.

Vi blev delt ud på nogle workshops, og sammen med Lea deltog jeg i ’Radio,’ hvor vi blev undervist i, hvordan man laver gode interviews, som vi senere også prøvede kræfter med. Efter en lang dag og en meget kort nat er det blevet tid til at sige godnat.

Dobbelt op i kampen mod børnedødelighed i Cambodia

Mon, 15 Aug 2011 22:00:00 +0000

Fra december 2005 frem til marts 2009 ledte jeg et 30 millioner kroner stort EU finansieret projekt for UNICEF i Cambodia. Projektet var designet til at styrke kommunikation omkring sundhed – og dermed støtte kampen mod den alt for høje børnedødelighed i landet – den næsthøjeste i syd-øst Asien.

Et af de områder, UNICEF og den cambodianske regering identificerede som en prioritet, var at få flere gravide til at søge til sundhedsklinikker tidligt i graviditeten, og dermed øge deres og deres børns muligheder for at overleve og udvikle sig optimalt.

Vi udviklede derfor en stort anlagt kommunikationskampagne bestående af radio og tvspots, brochurer og plakater. Vi udviklede derfor en stort anlagt kommunikations-kampagneDertil trænede vi et hav af sundhedspersonale og udstyrede sundhedsklinnikker med tøjposer og sæbe. Alt sammen branded med samme logo og besked: Hvis din menstruation udebliver, så kom ind på sundhedsklinikken indenfor en måned, så vi kan tjekke, om du er gravid – og hvis du er – så vi kan give dig de basale tilbud, der er nødvendige for en god og sund graviditet. Oven i købet får du en miljøvenlig bærepose, et stykke håndsæbe og information om hvor vigtig god hygiejne er for dig og dine børn.

Vi rettede kampagnen mod at kommunikere løsninger – og fokuserede ikke på, at 95% af Cambodias gravide familier ikke henvendte sig på sundhedsklinikker tidligt i graviditeten. Vi benyttede os heller ikke af den formynderiske kommunikationsstil eller det fantasiløse artistiske udtryk, der på det tidspunkt kendetegnede det meste af den resterende og meget sparsomme sundhedskommunikation i landet. I stedet sendte vi vores cambodianske regeringspartnere i marken for at finde ud af hvilken stil, udtryk og kommunikationskanaler, der mest sandsynligt ville få familier til at lytte – og prioritere at gå til sundhedsklinikken. Dertil hyrede vi et professionelt reklamebureau til at lede den kreative udviklingsproces sammen med vores partnere.

Vi brugte mange penge på at udvikle og iværksætte kampagnen i syv provinser. Sammenlagt omkring fem millioner kroner, hvilket ud over den stort anlagte kampagne, også resulterede i en del skeptikere både i UNICEF og sundhedsministeriet på randen af nervøst sammenbrud. Ja, selvfølgelig skal kampagnens grundtone være pinkSom menneske, professionel og leder, var jeg dog urokkelig i min tro på, at kampagnen ville ramme plet og levere resultater. En tro jeg baserede på viden om, at vi jo udviklede en kampagne for familier – i samarbejde med familier - om noget der er livsvigtigt for dem. Så jeg kørte på – og bakkede mine kolleger i ministeriet og reklamebureauet fuldt op: Ja, selvfølgelig skal kampagnens grundtone være pink, og ja vi skal da benytte os af humor. Der skal være karaoke...Om det er dyrt og vovet? Ja det er det, men kvalitet koster penge, og hvo intet vover... Og så satte vi kampagnen i gang. Radio, tv, plakater og sundhedspersonale overalt i de syv provinser, som bare koncentrerede sig om at kommunikere en ting: Kom ind og bliv tjekket nu, hvis din menstuation udebliver.

En lige så stort anlagt ekstern evaluering har nu dokumenteret, at kampagnen var en dundrende success. Vores målsætning var at øge antallet af gravide kvinders første klinik esøg indenfor de første to måneder fra hver tyvende til hver fjerde i løbet af to år. Men allerede indenfor det første år opnåede vi, at hver tredje gravide kvinde kom ind på klinikken indenfor de første to måneder. I samme periode fordobledes antallet af gravide, som modtog alle fire sundhedstjek, som er Cambodias minimum standard for god sundhedspleje under graviditet. Med andre ord – dobbelt op på gravide kvinders muligheder for at gennemføre en god graviditet og overleve. Dobbelt op på familier godt rustet til at håndtere fødsel og med viden om, at fødsel er mest sikker på en sundhedsklinik med uddannet sundhedspersonale. Dobbelt op på børn der kan starte livet på den bedst mulige måde. Plus skabelsen af nationale institutioner og kapacitet til at bedrive effektiv sundhedskommunikation.

Kampagnen er nu i gang med at blive opdateret med friske kommunikationsmaterialer og ruller derudad i endnu flere af Cambodias provinser. I mange år fremover vil landets statistikker forhåbentlig dokumentere, at Cambodia effektivt er i gang med at få bugt med den høje børnedødelighed. Ikke kun som følge af dette projekt og denne kampagne, men i høj grad også på grund af begge. Når du støtter UNICEF, kan du være stolt af at være en del af denne udvikling.

Chris fra Østafrika: Tak for støtten!

Thu, 11 Aug 2011 22:00:00 +0000

Chris Tidey fra UNICEF sender denne videohilsen fra flygtningelejren i Dadaab, hvor tusindvis af børn har fået nødhjælp takket være de mange bidrag til UNICEFs hjælpearbejde.