Historisk aftale om børns vilkår mellem Grønlands Selvstyre og UNICEF

Grevinde Alexandra var med til offentliggørelsen af samarbejdsaftalen mellem Grønlands selvstyre og UNICEF.
Foto: Karin Aaen
 

Grønlands Selvstyre og UNICEF offentliggjorde i går en samarbejdsaftale, der har til formål at skabe de bedst tænkelige muligheder for opvækst og udvikling for børn i Grønland.

Det skete ved en ceremoni i Hans Egedes Hus i Nuuk, hvor der var taler af landsstyremedlem for Sociale Anliggender Maliina Abelsen, formand for UNICEF Danmark Alfred Josefsen og UNICEF Danmarks protektor Grevinde Alexandra.

”Det er et historisk samarbejde, vi indgår i dag,” udtaler UNICEF Danmarks formand Alfred Josefsen.
”UNICEF og FN har ikke tidligere arbejdet i Grønland. Vi ser meget frem til at pulje vores ressourcer med alle de gode kræfter i Grønland, så vi sammen kan gøre en ekstra indsats for landets udsatte børn.”

Samarbejdet løber over fem år. Grønlands Selvstyre forpligter sig til at give 850.000 kroner årligt, mens UNICEF Danmark finansierer to millioner kroner hvert år til projektet. De to millioner kroner skal blandt andet finansieres gennem private fonde, her har Prins Joachims og Prinsesse Alexandras Fond allerede stået for de første 100.000 kroner.

”Siden vi ankom, har jeg haft mulighed for at møde en hel del grønlandske børn. Det har gjort et stort indtryk på mig at høre børnenes fortællinger. Det har gjort det endnu mere klart for mig, hvor vigtigt det er, at vi i dag indleder et længerevarende og systematisk samarbejde for at forbedre forholdene for dem,” siger Grevinde Alexandra, der er UNICEF Danmarks protektor.

UNICEF respekterer den mangeårige indsats i Grønland for at forbedre vilkårene for grønlandske børn. Men i forhold til tidligere enkeltstående projekter og initiativer på Grønland, vil UNICEF og Selvstyret med dette nyskabende samarbejde gennemføre en ændring af værdier og holdninger til børn og børns rettigheder hos grønlænderne. Det skal blandt andet ske ved en påvirkning gennem undervisningsmaterialer, arrangementer, medieomtale og eventuelle lovændringer. Det er første gang i Grønlands historie, at et sådant samarbejde med langsigtet perspektiv iværksættes.
 

Støt nu