UNICEFs Communication Specialist Chris Tidey skriver fra flygtningelejren Dadaab og det tørkeramte område i grænselandet mellem Kenya og Somalia

At køre de ca. 100 kilometer af sandede veje fra den somaliske grænse til flygtningelejren i Dadaab, Kenya, er som en rejse gennem et goldt landskab blottet for liv. Firhjulstrækkeren snor og drejer sig for at undgå at påkøre de livløse dyrekadavere, hvis knogler, bleget af den nådesløse sol, ligger skinnende tilbage. Buske og træernes grene, fuldstændig blottet for blade, fortæller mig, at jeg er ankommet til et land præget af tørke og død.

Så får jeg øje på dem. Jeg ser kvindernes farvestrålende klædedragter og omridset af babyerne, som de bærer i tørklæder på ryggen. Jeg ser de allerældste, mænd og kvinder, som forsigtigt bevæger sig fremad uden hjælp af rollator eller stok. Jeg ser børn hjælpe deres yngre søskende med at prøve at holde tempoet oppe for at kunne følge med deres familier. Udtrykket i deres magre ansigter er sløvt og fortæller historien om en udmattende vandring over hundrede kilometer til fods, på jagt efter mad og vand. Alle vandrer de på tværs af dette golde landskab imod det, de håber kan være deres redning. Mange af dem vil ikke klare turen.

Dette er somaliske flygtninge, som søger væk fra tørke og sult i deres eget land. Tusindvis af mennesker, som er heldige at overleve rejsen, ankommer hver dag til flygtningelejren i Dadaab. Næsten 40.000 er ankommet siden begyndelsen af juni. De ankommer udmattede og udhungrede. Mange har mistet familiemedlemmer på vejen hertil.
 
På Hagadera Stabilisation Center i Dadaab møder jeg Abdile, far til fire børn. Hans treårige søn Aden bliver behandlet for alvorlig akut underernæring.”På grund af tørken har vi mistet hele vores høst og alle vores dyr. Vi har intet tilbage at spise,” fortæller Abdile. ”Vi har vandret i 25 dage for at nå frem til Dadaab i Somalia.  Min kone døde på vejen hertil, så nu er jeg alene med børnene”.

Da Abdile og hans børn ankom til modtagelsescentret i Hagadera, var Aden ved at dø. Han var end ikke i stand til at synke og blev hurtigt indlagt på lejrens hospital for akut behandling. Det er seks dage siden.

Nu, hvor jeg sidder sammen med Aden og hans far, kan jeg se, at drengen er ved at komme til kræfter igen. Han er blevet behandlet med terapeutisk mad fra UNICEF, og hans tilstand er i bedring. Nu kan han holde sit hoved oppe selv uden støtte. Han er dog stadig meget udsat og skal fortsat behandles og plejes af hospitalets opmærksomme læger. Aden vejer kun fem kilo og lider af hud- og luftvejsinfektion.

”Da jeg så Aden for seks dage siden, var jeg meget bekymret for, om han var stærk nok til at overleve”, fortæller ernæringsspecialist Patrick Codijo fra UNICEF. ”Så jeg er meget glad for at se, at hans tilstand er forbedret. Hver gang jeg forlader hospitalet, hvor børn lider af livstruende underernæring, håber jeg, at alle børnene overlever. Men jeg ved det aldrig.”

Den første store målsætning, når man behandler underernærede børn i stabiliseringscenteret i Dadaab, er, at børnene bliver i stand til selv at tage næring til sig igen. I hospitalssengen ved siden af Aden sidder treårige Mohammad, som netop er nået til det punkt i dag. Det er fantastisk bekræftende at opleve.

Desværre er denne krise langt fra overstået. Det er den værste fødevarekrise i Afrika i 20 år. Og den mest alvorlige i verden i dag. For hver Aden og Mohammad, der overlever rejsen fra Somalia, er der tusindvis af andre børn, hvis liv stadig kan gå tabt på landevejen til Dadaab.