Find UNICEF on TwitterFind UNICEF on FacebookFind UNICEF on YouTube
 

Store byer og små børn: Ikke altid en god cocktail

Skrevet af Steen M. Andersen

Flere og flere børn her i verden vokser op i store byer. Om få år vil flere børn bo i store byer end i landdistrikter.

Der er selvfølgelig ikke i sig selv noget galt i at vokse op i en stor by. For mange børn betyder det god adgang til undervisning, ordentlige toiletter, sundhedshjælp m.m. Men for hundreder af millioner børn er et liv i en storby et liv i slumkvarterer.

Jeg har for UNICEF besøgt børn i enorme slumkvarterer i f.eks. Nairobi i Kenya og Tegucigalpa i Honduras. Hvis man ikke har været i et sådant kvarter, gør man sig nok ikke forestillinger om levevilkårene for både børn og voksne: Utrolig tæt befolkningstæthed og dermed stort set intet privatliv. Snavs og uhumskheder – afføringen flyder bogstavelig talt i grøfter og kanaler (i stærk varme!). Overfyldte skoler hvis der overhovedet er nogen. Primitive sundhedscentre hvis der overhovedet er nogen. Vold, store problemer med overgreb og seksuel udnyttelse af børnene. Og en forståelig, men ødelæggende flugt ind i narko og alkohol eller den billige og meget effektive snifning af lim. Det er farligt at bevæge sig ind i slumkvartererne – når jeg har besøgt UNICEF-hjælpeprojekter her, har det altid været under politibeskyttelse og aldrig efter mørkets frembrud.

Det kræver en meget stærk personlighed og en stor portion held at vokse op til en god samfundsborger i disse områder."UNICEF råber nu vagt i gevær, og sætter søgelyset på de mange hundrede millioner børn i slumkvartererne" UNICEF råber nu vagt i gevær, og sætter søgelyset på de mange hundrede millioner børn i slumkvartererne . Det gør vi i vores årlige statusrapport ”State of the Worlds Children”, hvor UNICEF opstiller nogle vigtige forudsætninger for, at flere børn kan undgå de farlige og utålelige vilkår:

•    Vi har brug for mere viden, bedre data og bedre analyser af, hvad et liv i slumkvarterer kan betyde, så vi kan sætte bedre ind med hjælp til børnene.
•    Vi skal fjerne de barrierer, som forhindrer børnene i at få adgang til de ydelser som f.eks. skoler og sundhedscentre, som byerne byder på.
•    Vi skal konstant have øje for børnenes behov, også når vi taler planlægning, fastlægning af politik m.m.
•    Vi skal arbejde tæt sammen med de fattige i slumkvartererne. De ved, hvor skoen trykker. Projekter, som tager udgangspunkt i deres viden og deres lokalsamfund, har større chance for at bære frugt.
•    Vi skal arbejde tættere sammen. Kommuner, regioner, stater – FN-systemet, NGO’er og civilsamfundsorganisationer.

Det er ikke en naturnødvendighed, at børns liv skal ødelægges og deres fremtidsmuligheder formindskes, bare fordi de vokser op i en stor by. Talrige projekter – også drevet af UNICEF – viser, at det kan lade sig gøre at skabe langt bedre vilkår. Det er vores håb, at vi med den nye rapport kan være med til at sætte en udvikling i gang, som gavner de svageste børn i de hårdeste kvarterer i verdens storbyer.
 

Følg med

På vores Facebookside kan du meget nemt følge med i sjove, rørende og vigtige historier fra UNICEF.  
 

Følg med

Hold dig opdateret om arbejdet for verdens børn, og vær den første, som hører om vores indsats i katastrofesituationer.