Skrevet af Anders Voigt, Operations Manager, UNICEF Afghanistan

Når jeg i mit arbejde for UNICEF i Afghanistan holder et døende barn i mine arme, er snak om rettigheder langt, langt borte. Det er først, når jeg er tilbage på mit kontor, at jeg er godt og grundigt glad for, at vi har FNs Børnerettigheder. Det er en struktur og et sprog, som vi i praksis kan bruge på tværs af kulturer til at tale om, hvad der er rigtigt og forkert for børn, deres overlevelseschancer og deres uddannelse.

I mange lande er børnedødeligheden så høj, at folk simpelthen har accepteret det som en del af tilværelsen.I mange lande er børnedødeligheden så høj, at folk simpelthen har accepteret det som en del af tilværelsen Lidt ligesom vi i Danmark har accepteret den årlige forkølelse, som værende en uundgåelig del af livet. Men med børnerettigheder i hånden, kan vi tale med regeringer, om deres pligt til at sikre børn deres rettigheder, inklusiv den fundamentale ret til at leve.

Jeg besøger f.eks. vores behandlingscentre kaldet Therapeutic Feeding Units, hvor livstruende underernærede børn kommer ind (hvis de overlever rejsen dertil). Hvert femte barn født i Afghanistan dør inden han eller hun fylder fem år. Hver femte! Forestil dig et foto af din skoleklasse, og streg så hver femte ud. Eller se dig omkring i metroen og tænk på de glade familier, som ikke har skullet begrave hver femte af dine medpassagerer. Der er barske realiteter bag en sådan statistik. Og det føler man, når man sidder i et behandlingscenters trange lokaler og møder de 16 sæt børn med mødre, der er plads til på de 8 senge som er installeret i hver TFU.  Børnene får medicin og særlig fremstillet mad, som vi får tilsendt fra UNICEFs verdenslager i København. Almindelig mad vil sandsynligvis koste disse børn livet. Men den særlige mad er dyr. For hvert barn koster en behandling ca. 500 kroner. Men hvis det er prisen for et menneskeliv, så er det vel en god investering?Hvordan sikre vi, at flest mulige børn får opfyldt deres mest fundamentale rettighed – deres ret til overlevelse? 

Det er en følelsesladet omgang at besøge et behandlingscenter for livstruende underernærede børn. På den ene side er det en fantastisk fornemmelse, at vide at 15 af de 16 børn sandsynligvis ville overleve på grund af den støtte de får. På den anden side er det en forfærdelig tanke, at een af disse mødre snart må til at spørge familiemedlemmer for penge til at hjælpe med at betale for begravelsen af et alt for kort liv. Det giver stof til eftertanke. Hvad med de børn, som aldrig nåede frem til et behandlingscenter? Kunne vi have givet flere penge og brugt vores midler bedre? Hvordan sikre vi, at flest mulige børn får opfyldt deres mest fundamentale rettighed – deres ret til overlevelse?