Succeshistorien om Aden

Døgnet rundt sad Abdile fastklinet til hospitalssengen og vågede over sin søn. På de 25 dage, han havde rejst med sin familie for at nå frem til Dadaab lejrene i Kenya, havde han mistet sin kone. Og nu var treårige Aden tæt på at lide samme skæbne. Den lange rejse havde efterladt sønnen stærkt underernæret og dehydreret, og han kastede op, hostede og havde diarré.

Aden blev indlagt på et UNICEF-støttet ernæringscenter, hvor han kun blev spået 50 procents chance for at overleve.

Den lange rejse havde efterladt sønnen stærkt underernæret og dehydreret

Men efter fire ugers intensiv behandling med antibiotika og særlige ernæringsprodukter til underernærede børn, kom Aden så meget til kræfter, at han ligefrem kunne blive udskrevet. Og hans far var med hele vejen. ”Det var hårdt. Jeg var alene dag og nat. Men min søn fik det bedre dag for dag, og jeg vidste, han ville overleve,” fortæller Abdile.

Da Aden blev udskrevet, byggede familien sig et nyt hjem i et telt i den enorme flygtningelejr Hagadera i Dadaab. Livet er stadig vanskeligt, men Abdile føler sig velsignet, fordi hans søn overlevede. Han kan næsten ikke kende Aden på de billeder, der blev taget, lige da han blev indlagt, for her godt en måned senere løber sønnen smilende og legende rundt om hans fødder.
 

 

Støt de katastroferamte børn i Østafrika