Stop vold mod børn
Socialminister Benedikte Kiær præsenterer i dag kampagnen ”Vores ansvar – Nej til vold mod børn”, der er arrangeret i samarbejde med Børnerådet, Børns Vilkår, Red Barnet og UNICEF Danmark.
"Alt for mange børn oplever at blive udsat for vold. Når det sker, er det alles ansvar at skride ind. Kampagnen informerer om den underretningspligt, som alle har, hvis de ved, at et barn er udsat for vold, og oplyser om, hvordan man kan hjælpe et voldsramt barn. Desuden gør den børnene opmærksomme på deres rettigheder og muligheder for at søge hjælp,” fortæller UNICEF Danmarks børn-og ungechef, Anne Mette Friis."Alt for mange børn oplever at blive udsat for vold. Når det sker, er det alles ansvar at skride ind"
Undersøgelser viser, at ca. hvert 5. barn i en 8. klasse har været udsat for vold. Der gribes ikke tilstrækkeligt ind, når det sker, og det hænger blandt andet sammen med, at vold er et tabu. Blandt unge elever i 8.-klasse, der oplever vold, deler kun en tredjedel deres oplevelser med de nærmeste venner. "De har sjældent de rigtige redskaber til at vejlede den voldsramte. Det er derfor vigtigt også at henvende sig til en voksen, som skal være ordentlig klædt på til en snak om vold," siger Anne Mette Friis.
"Men vigtigst af alt er, at alle danske børn og unge ved, at de har ret til et liv uden vold ifølge FNs Børnekonvention. Det budskab håber vi, at kampagnen kan hjælpe med at udbrede", slutter Anne Mette Friis.
Som en del af kampagnen har Anna David lavet sangen Kun Hjertet Slår.
Sangen kan fra den 25. august købes i iTunes m. fl. Sangen kan høres her:
Baggrunden for kampagnen er bl.a. SFI-rapporten ”Vold mod børn og unge” fra 2011, som bl.a. viser, at hvert 20. barn i en årgang har været udsat for mishandling i hjemmet. Disse børn har markant større risiko for posttraumatiske stressreaktioner og selvmord. Rapporten viser desuden, at der er berøringsangst blandt fagfolk i forhold til at reagere, når de oplever tegn på, at børn udsættes for vold.
Læs mere på www.facebook.com/voresansvar og www.voresansvar.dk
