Prinsessen og pigerne fra blikhytten
I landsbyen Ashura mødte Prinsesse Alexandra en gruppe yngre kvinder, der gør op med mange års understrykkelse. Pigeklubben giver kvinderne selvtillid og dermed mulighed for at skabe sig en bedre fremtid i et mandsdomineret samfund.
"Hvad synes I om drenge, efter I har deltaget i denne pigeklub," spurgte prinsesse Alexandra en flok piger og unge kvinder fra en landsby i Bangladesh.
"De interesser os ikke. Lige nu koncentrerer vi os kun om at gå i skole," lød det kontante svar.
Når man besøger den lille landsby Shaykot, ca. 90 km syd for hovedstaden Dhaka i Bangladesh, får man klar besked – også en dansk prinsesse. Byens unge kvinder og piger har nemlig sat sig for at gøre op med mange års kvindeundertrykkelse, som stadig er fremherskende i dette fattige land i Sydasien.Byens unge kvinder og piger har nemlig sat sig for at gøre op med mange års kvindeundertrykkelse, som stadig er fremherskende i dette fattige land i Sydasien
Som protektor for UNICEF Danmark er Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Alexandra i disse dage i Bangladesh. Her besøger hun skole- og uddannelsesprojekter, især rettet mod piger. Prinsesse Alexandra kom til landsbyen ad en støvet vej så smal, at der knap er plads til en bil. På begge sider af vejen rejser palmer og kæmpebambus sig mod himlen. Rismarkerne er frodige og grønne, og et par magre stykker kvæg står bundet ved en mark tæt ved. Så snart prinsessen ankom til landsbyen, stimlede både børn og voksne sammen.Inde i en blikhytte ventede en gruppe på omkring 30 piger og unge kvinder, som med hjælp fra bl.a. UNICEF har dannet en pigeklub, på at modtage prinsesse Alexandra.
Nu taler vi åbent om kvindeemner
Pigeklubben i landsbyen Ashura er en del af et UNICEF støttet projekt for unge piger. Rundt omkring i landet er der opstillet små blikhytter, hvor pigerne kan mødes for at tale sammen.Rundt omkring i landet er der opstillet små blikhytter, hvor pigerne kan mødes for at tale sammen Det tilbud har pigerne i denne landsby taget imod, og de har nu langt bedre styr på pigers og kvinders rettigheder end tidligere. Da prinsesse Alexandra spurgte de unge kvinder og piger, hvorfor det er skidt for dem at blive gift tidligt, som der er tradition for i Bangladesh, kom svaret hurtigt:
"Det er ikke sundt for helbredet, man bliver nemt syg, når man bliver gravid som helt ung."
Befolkningen i Bangladesh er overvejende muslimsk, og af religiøse årsager holdes mange piger i kort snor, de må f.eks. ikke forlade hjemmet for at lege med de andre piger i landsbyen.
Inden pigerne dannede en klub, vidste mange af dem ikke, at det er forbudt at forlange medgift, når en ung kvinde giftes væk, og at en mand ikke må have mere end en kone.
"Før var vi generte ved at tale om det, men det er vi ikke længere. Nu taler vi om det hele, også om hiv og hvordan man undgår at blive gravid," sagde de unge kvinder i munden på hinanden, ivrige efter at fortælle prinsesse Alexandra om deres klub.
Prinsesse Alexandra var efter mødet med pigeklubben imponeret over, så stor viden de unge kvinder og piger allerede har fået.
"De er meget bevidste om deres kvindelighed, deres rettigheder og deres vilkår. Bangladesh er et land, hvor kvinders rettigheder har været ret ringe i mange år, så det er fantastisk at se, hvordan pigerne bliver uddannet i deres basale rettigheder, før de bliver voksne. Da jeg spurgte dem, hvad deres største ønske var, svarede de, at det var at gøre deres uddannelse færdig og ikke blive gift for ung," sagde prinsesse Alexandra efter mødet med pigeklubben.





