Invester i verdens børn og få pengene 17 gange igen
Uligheden i samfundet kan blive mindre, hvis børns indlæring de første leveår bliver prioriteret højere. Det viser en ny rapport fra UNICEFs forskningscenter og det medicinske tidsskrift The Lancet.
I Sydafrika bor 19-årige Thandeka Sqoko med sine to børn. De bor i hendes kærestes hjem med to værelser, sammen med hans mor, far og fire søskende. Thandekas dag slutter klokken 23.00, 18 timer efter den begyndte. Inden solen står op, gør hun sine to børn klar, giver dem mad, og gør rent i huset. På vej til skole afleverer hun Ithandile, der er 30 dage gammel, og Lethokuhle på to år i daginstitution. Her bliver hendes to børn stimuleret, de får mad, bliver undervist og plejet. Derudover tilbyder daginstitutionen yngre mødre som Thandeka viden om børns ernæring og helbred.”Videnskaben har bevist, at vi kan gøre en forskel"
Thandekas to børn er heldige. Daginstitutionen er med til at give børnene mulighed for at få en lysere fremtid. En ny rapport fra UNICEFs forskningscenter og det medicinske tidsskrift The Lancet viser, at det er mest effektivt og billigst at gribe ind de første leveår, hvis cirklen af fattigdom fra generation til generation skal brydes.
”Vi har en fantastisk mulighed,” forklarer Richard Horton, chefredaktør på det medicinske tidsskrift The Lancet: ”Videnskaben har bevist, at vi kan gøre en forskel. Vi skal arbejde på tværs, så vi kan integrere tidlig læring med sundhed, ernæring og nedbringelse af fattigdommen.”Rapporten viser, at hvis landene investerer 50 procent mere i børns tidlige udvikling, så kommer pengene 17 gange igen.
I 2007 skrev The Lancet, at mere end 200 millioner børn under fem år ikke udnytter deres optimale udviklingspotentiale på grund af fattigdom, underernæring og utilstrækkelig intellektuel stimulering. ”Ulighed i lav- og mellemindkomst lande starter i den tidlige barndom, og det følger børnene resten af livet,” står der i rapporten fra UNICEFs forskningscenter og The Lancet. Det betaler sig at investere i børns tidlige udvikling og hjælp til forældrene i udviklingslandene. Rapporten viser, at hvis landene investerer 50 procent mere i børns tidlige udvikling, så kommer pengene 17 gange igen.
”Uden et sted at aflevere mine børn, ville mit liv have været helt anderledes,” siger Thandeka Sqoko. Hun er eksemplet på, at daginstitutionen giver både hende selv og børnene chancen for en lysere fremtid.



