FN har sat en række mål for at forbedre verden inden 2015
På FNs Millennium-topmøde i år 2000 vedtog verdens stats- og regeringsledere en række konkrete mål om, at verden skal bekæmpe fattigdom, sult, sygdomme, analfabetisme og diskrimination af piger og kvinder inden år 2015. Derudover skal målene sikre uddannelse og bæredygtig udvikling. 189 lande har skrevet under på, at de vil være med til at nå 2015 Målene eller ”Millenium Development Goals,” som de også bliver kaldt.
UNICEF har forpligtet sig til at samarbejde med FN og en række andre organisationer om at nå disse mål. UNICEF har forpligtet sig til at samarbejde med FN og en række andre organisationer om at nå disse målOg derudover har UNICEF til opgave at følge, hvor langt vi er kommet med de af målene, der handler om børn. Det gør vi blandt andet gennem vores omfattende rapporter og statistiske materiale.
UNICEFs langsigtede arbejde består i høj grad af programmer, der arbejder mod FNs 2015 Mål. Når vi er med til at vaccinere børn i udviklingslandene for eksempel, forebygger vi sygdomme og sikrer, at flere børn overlever. Når vi laver skoleprojekter, der er rettet mod piger, er vi både med til at sikre at flere børn kommer i skole, men også lige adgang til uddannelse for begge køn, da pigerne i højere grad bliver snydt for en uddannelse end drengene. Uddannelse er også et vigtigt våben mod fattigdom, fordi børn, der har fået en uddannelse, bedre kan klare sig og få et godt job, når de bliver voksne.
2015 Målene består af otte konkrete mål:
1. Bekæmpe fattigdom og sult
Målet er at halvere andelen af mennesker, der lever for mindre end én dollar om dagen, og halvere andelen af mennesker, der lider af hungersnød
2. Sikre grundskoleuddannelse for alle
Målet er at sikre alle børn en grundskoleuddannelse
3. Fremme ligestilling og styrke kvinders rettigheder
Målet er at opnå fuldkommen ligestilling med hensyn til grundskoleuddannelse på alle uddannelsesniveauer
4. Reducere spædbørnsdødeligheden og børnedødeligheden
Målet er at mindske dødeligheden blandt børn under fem år med to tredjedele
5. Reducere dødeligheden blandt gravide og fødende kvinder
Målet er at mindske dødeligheden blandt mødre med tre fjerdedele
6. Stoppe udbredelsen af hiv/aids, malaria og andre sygdomme, der truer menneskeheden
Målet er at stoppe udbredelsen af hiv/aids og andre sygdomme, og vende den negative udvikling, hvor antallet af smittede øges dag for dag.
7. Sikre miljøvenlig og bæredygtig udvikling
Målet er at halvere andelen af mennesker uden adgang til rent drikkevand og forbedre levevilkårene væsentligt for mindst 100 millioner mennesker, som bor i slumområder
8. Opbygge et globalt partnerskab for udvikling
Målet er at sikre øget bistand, retfærdige handelsregler og gældslettelse for udviklingslandene



