Endnu flere børn overlever
Børnedødeligheden er på verdensplan faldet med 35 procent siden 1990. Størst fremskridt er sket i Nordafrika, hvor børnedødeligheden er faldet med 67 procent fra 1990 til 2010. Alene fra 2009 til 2010 er børnedødeligheden faldet med 6,5 procent.
Igen i 2010 er børnedødeligheden faldet markant – i 1990 døde 88 ud af 1.000 børn, før de var fyldt fem år. I 2010 var det tal nede på 57 ud af 1.000 børn. De nye tal viser et fald i dødeligheden for børn under fem år fra 12,4 millioner i 1990 til 7,6 millioner i 2010.
"Det er en utrolig god nyhed. På trods af sultkatastrofen i Østafrika går det på globalt plan den rigtige vej med børnedødeligheden, og det er et bevis for, at det virkelig nytter at gøre en indsats for verdens fattige og udsatte børn,” siger generalsekretær i UNICEF Danmark, Steen M. Andersen."Hvert minut overlever et barn mere end i 2009"
Tallene fra 2010 viser, at hvert minut overlever et barn mere end i 2009. I 2009 døde 8,1 millioner børn inden de var fyldt fem år, det er faldet til 7,6 millioner børn i 2010.
Til trods for de store fremskridt går udviklingen ikke hurtigt nok til, at verden når FNs mål om at reducere børnedødeligheden på verdensplan med to tredjedele inden 2015.
”Hvis vi skal nå målet om at nedbringe børnedødeligheden med to tredjedele, kræver det, at verdens regeringer prioriterer det endnu højere. Vi kan ikke acceptere at miste 7,6 millioner små liv hvert eneste år. De fleste af børnene dør oven i købet af årsager, som let kunne have været forhindret, hvis børnenes familier havde adgang til helt basal sundhedshjælp og vaccination,” siger Steen M. Andersen.
De to største dødsårsager for børn under fem år er lungebetændelse (18 procent af dødsfaldene) og diarré (15 procent af dødsfaldene). Landene syd for Sahara i Afrika er der, hvor flest børn dør, inden de er fyldt fem år.
Fakta om de globale børnedødelighedstal:
- 7,6 millioner børn dør inden de er fyldt fem år, det er 35 procent mindre end i 1990.
- 20.800 børn dør om dagligt, inden de er fyldt fem år. Det er et fald fra 2009, hvor 22.000 børn døde om dagen.
- 22 procent af de børn, som dør inden de er fyldt fem er, lever i Indien.
- Over 70 procent af dødsfaldene sker inden for det første år.
- De nye tal er resultatet af omfattende data, indsamlet og analyseret af eksperter i demografi og sundhed fra UNICEF, WHO, Verdensbanken, FNs Befolkningsafdeling og en række store akademiske institutioner.
-10.jpg)

