Børn i Pakistan ramt af oversvømmelser
Mere end 5,4 millioner mennesker – heraf 2,7 millioner børn – er ramt af voldsomme oversvømmelser, der har skyllet flere hundrede landsbyer væk i det sydlige Pakistan. Mens oversvømmelserne breder sig, er UNICEF sammen med de pakistanske myndigheder og andre organisationer gået i gang med en storstilet nødhjælpsindsats for at hjælpe børn og familier i den oversvømmede Sindh provins.
De største farer for børnene i katastrofeområdet er udbrud med diarrésygdomme på grund af mangel på rent drikkevand og hygiejne. 760.000 af de børn, der er ramt af katastrofen, er små børn under fem år, som er ekstremt sårbare overfor udbrud af epidemier. ”Børn fra de fattigste og allerede sårbare familier er blandt de allerhårdest ramte, og de har brug for omgående hjælp”
Mange fattige familier i det sydlige Pakistan kæmper stadig med eftervirkningerne af århundredets værste oversvømmelser i 2010. Efter sidste års katastrofale oversvømmelser blev der lavet særlige katastrofeplaner for alle de berørte provinser, hvor UNICEF ligeledes har oprettet nødhjælpskontorer og lagre med nødhjælp til hurtig indsats ved nye oversvømmelser. Men igen i 2011 er der kommet langt mere regn end normalt, og situationen er nu så alvorlig, at der er behov for meget mere hjælp.
Og det haster, fortæller lederen af UNICEF i Pakistan, danskeren Dan Rohrmann, som netop har været på feltbesøg i den oversvømmede Sindh provins: ”Børn fra de fattigste og allerede sårbare familier er blandt de allerhårdest ramte, og de har brug for omgående hjælp”.
UNICEF leverer allerede rent vand til 40.000 mennesker dagligt og planlægger at øge vandforsyningen drastisk i de kommende dage. Børneorganisationen leverer også vandrensningstabletter, vanddunke, spande og latriner til de hjemløse familier. Mere end 100.000 børn er blevet vaccineret mod mæslinger og polio, og 140.000 familier i Sindh-provinsen har fået insektmiddelbehandlede myggenet for at beskytte børnene mod den farlige malaria-myg.


