Battlequiz om børns rettigheder
I anledning af Børnekonventionens 15 års fødselsdag lancerer UNICEF Danmark et interaktivt multimedie website med en sej battle om børns rettigheder.
Der er gået 15 år, siden verdens lande blev enige om en global aftale, der anerkender børns rettigheder. Alligevel bliver millioner af børns rettigheder stadig ikke respekteret. Børnekonventionen beskriver, hvad børn har ret til – lige fra basale ting som overlevelse, sundhed og beskyttelse til retten til at have et kulturelt og socialt liv. Disse rettigheder er blevet en hel del lettere at vogte og sikre med Børnekonventionen, da landene ved at ratificere konventionen har forpligtet sig til at respektere børnenes rettigheder. Det betyder, at organisationer som UNICEF kan bruge Børnekonventionen som et meget vigtigt redskab i sit arbejde for udsatte børn i verden. Det er dog langt fra alle børn i Danmark, der ved, at de rent faktisk har konventionssikrede rettighederBørnekonventionen er ikke kun for børnearbejdere, børnesoldater og børneprostituerede i verdens fattige lande. Dens bestemmelser gælder alle børn i verden – også de danske. Det er dog langt fra alle børn i Danmark, der ved, at de rent faktisk har konventionssikrede rettigheder. UNICEF Danmark vil gerne fortælle danske børn om vigtigheden af Børnekonventionen – men kan også godt se, at det måske ikke umiddelbart lyder som det mest inspirerende emne. Vi har derfor lanceret et interaktivt multimedie website i anledning af Børnekonventionens 15 års fødselsdag den 20. november.
Sitet er bygget op om en battlequiz, hvor man kan udfordre sine venner til en dyst på viden om børns rettigheder. Komikeren Mick Øgendahl er summende quizmaster. Sitet indeholder også et leksikon, hvor man kan finde en række af konventionens artikler og se video samt læse historier fra det virkelige børneliv i verden.
Hvor meget ved du selv om børns rettigheder? Ved du for eksempel, om forældre ifølge Børnekonventionen må opføre sig pinligt på barnets skole? Klik ind på www.battlequiz.dk og test din viden.



