Akut brug for hjælp i det sydlige Pakistan
Millioner af børn og deres familier har akut brug for hjælp, efter at Sindh-provinsen i det sydlige Pakistan for andet år i træk er blevet ramt af alvorlige oversvømmelser. Mange af familierne kæmpede i forvejen med at komme på fode igen efter sidste års massive oversvømmelser, så de nye oversvømmelser gør situationen ekstra alvorlig.
UNICEF og partnere hjælper hundredetusinder af familier med basal nødhjælp. Næsten 210.000 mennesker får hver dag leveret rent vand, mens over 100.000 mennesker har fået spande, håndsæber, vandrensningstabletter og presenninger.
UNICEF har også støttet over 100 mobile vaccinationshold, som er rykket ud med mere end 175.500 vacciner, blandt andet mod mæslinger og polio. Der er også sat mobile sundhedshold på gaden, som går rundt fra dør til dør og undersøger børn for underernæring. UNICEF har svært ved at nå alle, fordi midlerne ikke rækker til detDe akut underernærede børn kan komme i behandling på et af de 23 nye ernæringscentre, som UNICEF og partnere har fået bygget. Der findes allerede 454 centre, som blev bygget efter oversvømmelsen i 2010.
Behovet for hjælp er massivt, men UNICEF har svært ved at nå alle, fordi midlerne ikke rækker til det. ”UNICEF leverer allerede akut nødhjælp, men der er brug for flere penge, hvis vi skal levere det, der er behov for,” siger UNICEFs repræsentant i Pakistan, Dan Rohrmann.
Mere end 5,4 millioner mennesker – heraf 2,7 millioner børn – er ramt af de voldsomme oversvømmelser. Fra næste uge vil UNICEF i samarbejde med det pakistanske sundhedsministerium og partnere som WHO nå ud til over en million børn og kvinder i de oversvømmede områder med særlige nødhjælpspakker, der inkluderer vacciner, ormekure, hygiejnesæt og hjælp til nyfødte.





